Regeringens spareplaner kommer til at ramme servicen. Det er meldingen fra kommunerne. Regeringen må pege på, hvilke områder skal rammes, lyder det.

Besparelser i milliardklassen kommer til at gøre ondt i kommunerne, og danskerne kan lige så godt vænne sig til at få mindre for skattekronerne, forudser kommunerne.

- Det kommer til at kunne mærkes for de medarbejdere, der mister jobbet, for jeg tror ikke, vi kan klare det ved naturlig afgang. Og på de områder, man vælger at nedprioritere, bliver servicen dårligere, end den er i dag, fastslår næstformand i Kommunernes Landsforening (KL) og borgmester i Rudersdal Kommune, Erik Fabrin.

Medlem af KLs bestyrelse og borgmester i Odense, Anker Boye (S) kalder det trist, at regeringen på den måde er ved at "afvikle vores velfærdsservice."

- Besparelserne kan ikke undgå at ramme de store serviceområder. Det er børnene, det er de ældre, og det er de udsatte, siger han.

Regeringen lægger op til en treårig aftale med kommunerne, der i to af årene skal spare fire milliarder kroner. Ifølge regeringens egne beregninger betyder det, at 8000 kommunalt ansatte skal finde sig et andet job.

Erik Fabrin ærgrer sig over, at regeringen alene vælger at spare sig ud af problemerne og ikke i højere grad er villig til at lave reformer. KL's formand, Jan Trøjborg (S) har eksempelvis tidligere foreslået, at rige pensionister selv kan betale for at få gjort rent.

- Man må kvittere for, at regeringen nu endelig tager et klart medansvar for den økonomiske politik. Ved kun at vælge besparelser er vejen hård, men det er regeringens valg, siger Erik Fabrin, der kalder det "naturligt", at kommunerne også bliver omfattet, når Danmark skal sendes på sparekur.

- Så må vi drøfte med regeringen, hvilke områder den ønsker nedprioriteret, og hvordan vi praktisk kan gøre det, siger Erik Fabrin.

Regeringen og kommunerne mødes før sommerferien for at indgå en aftale om de kommende års økonomi.

/ritzau/