Regeringen har trukket forslaget om at hæve pensionsalderen, og der ventes nu spændt på den 2025-plan, som er blevet pakket og pakket om flere gange siden folketingsvalget i 2015.

Det er blot det sidste i en række forudsigelige nederlag for en regering, som kæmper med at få filtret dansk politik ud, så de kan få noget igennem. Forslaget havde ingen gang på jord. Det har stået klart længe.

Alligevel har regeringen ladet forslaget hænge i luften, vel i håbet om, at de kritiske spørgsmål på et tidspunkt ville søge mod Socialdemokratiet. Men dynamikken er nu engang sådan, at når der er problemer ét sted, så rettes alle spørgsmål i den retning. Og det har stort set non stop været rettet mod regeringen. Det oplever de naturligvis som uretfærdigt. Det er det måske også, men det har altid været sådan, så det kan ikke komme som en overraskelse.

Opgaven for regeringen er derfor er at være den i legen ’kluddermutter’, som skal vikle spillere, der holder hinanden fast i hånden, ud af et sandt kaos. Det kan lade sig gøre, men det kræver, at nogle bukker hovedet, andre går på knæ og de sidste kravler akavet over armene på hinanden. Og lige nu ligner det mere en krydsning mellem stoleleg, hvor ingen rejser sig, når musikken spiller og ’boogie woogie’, hvor det hele ender med: ’Og så går vi i ring, hey!’

Berlingske offentligjorde tirsdag en liste over regeringens retræter. Og det var ikke en liste, hvor man havde taget revl og krat med, for at det skulle se ud af noget. Listen er lang og et markant bevis på, at regeringen har et problem med at regere. Men det var også en liste, som mindede om en retorik og attitude fra regeringen, som skaber problemer. Tag blot 2025-planen, som Løkke var ’klar til at gå til valg på’, eller landbrugspakken, hvor man var ’tættere på valg end at skille sig af med ministeren’ eller det uendeligt gentagne citat om, at Løkke ikke vil være statsminister for enhver pris. Irriterende udsagn, som bliver hængende i tiden.

Problemerne skyldes dog ikke kun regeringen selv. Det skyldes i høj grad også den stærke alliance mellem S og DF. Den startede muligvis som en flirt - eller et forsøg på at udstille hinanden - men den er blevet virkelighed. Mange konkluderer nu, at DF har bevist, at man rent faktisk godt kan have mere indflydelse uden for en regering end i den. Men det er kun rigtigt, hvis man taler om veto-indflydelse. Det er nemlig en indflydelse, som indtil nu næsten udelukkende er blevet brugt til at sige ’nej’, ’stop’ og ’ikke på den måde’. Men hvis man taler om udvikling af samfundet, så er der ikke megen indflydelse i positionen. Den er dog umådelig stærk til bevaring.

Men spørgmålet om, hvorfor DF har peget på Løkke og fortsat gør det, bliver mere og mere påtrængende, når partiet konstant orienterer sig mod Mette Frederiksen. Det er velkendt, at DF altid har haft tommelfingerreglen om, at de ikke bliver de sidste i bådene, når Titanic går ned. Lige nu er det dog uklart, om DF er hoppet i bådene med S eller blot har sikret sig en billet for alle eventualiteters skyld. Men hvis ikke regeringen snart får udstukket en overbevisende kurs, så ser det svært ud.