Den berømte og berygtede bog ’Fra socialstat til minimalstat’ fra 1993, skrevet af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, genudgives med et nyt forord af forfatteren.
Det var bogen, som Venstre måtte lægge på nettet før valget i 2001 for at imødekomme kritik, og bogen, som Poul Nyrup Rasmussen rev sider ud af. Bogen har fået en næsten mytologisk placering i dansk politik, men mere som en event end som agent for forandring.
Rigtig mange har en holdning til bogen - mange endda uden at have læst den. Det samme vil gælde det nye forord fra Fogh, som naturligvis må ses som et led i ’efterspinnet’ af Fogh-æraen. Altså bearbejdning af eftermælet. Og Fogh får naturligvis sine holdninger og gerninger til at passe sammen i det nye forord og fremhæver resultater som forsvar. F.eks. har liberale kritikere fremhævet, at han forpassede muligheden for at gennemføre store reformer. Til det svarer Fogh, at han gennemførte danmarkshistoriens største reform, nemlig velfærdsaftalen fra 2006, som bidrog med knap 250.000 flere personer på det danske arbejdsmarked.
Men i forordet er der også et stærkt fokus på kultur. »Skatter og velfærd er mindre vigtige temaer end indvandring og identitet,« skriver Fogh bl.a. og peger på, at kampen står mellem globalisme og nationalisme. Han ser nationalismens fremherskelse nu som en reaktion på ’en kulturel og politisk elite og et internationalt jetset, som de føler ikke tager almindelige menneskers bekymringer alvorligt’ og så skoser han dem, som peger fingre ad populisme. Hvis liberale skal genvinde befolkningens tillid, skal de tage folks bekymringer alvorligt, eller som man sagde i 00’erne i Venstre, vise at “we do care”. “Og vi må indse, at frygten for globalisme ikke først og fremmest er økonomisk, men kulturel”.
Genudgivelsen af bogen har givet Fogh anledning til at opfordre nutidens politikere til selv at udgive ideologiske bøger, så folk ved, hvad de står for, og derigennem får tillid til dem. Men sandheden om minimalstatsbogen var i 00’erne, at det var en bog, som gav mest anledning til mistillid. En mistillid, som Fogh måtte bruge betydelige kræfter på at bekæmpe med troskabserklæringer til velfærdsstaten.
Nogle vil hævde, at Fogh i 00’erne ikke selv gav plads til mange ideologiske udgydelser fra andre end ham selv. Husk blot på de 10 teser. Men Fogh ville ikke have haft det store imod teserne, hvis de var et oplæg til debat i en kronik. Man skal ikke glemme, at de var en direkte udfordring af hans lederskab og designet som et ’oprør’.
Det ironiske er, at hvor minimalstatsbogen sikkert vil gå over i dansk politisk historie som et stærkt intellektuelt og ideologisk manifest fra Foghs hånd, så var det nok snarere Bertel Haarders mange ideologiske bøger gennem 80erne og 90’erne, som blev agenter for kulturel forandring og nytænkning i Venstre.
Foghs berygtede bog lagde sig i slipstrømmen og blev en gigantisk politisk event. Genudgivelsen og det nye forord bevidner, at myten har vokset sig større end værket, men også, at Fogh på en gang er Danmarks dygtigste spindoktor og rummer en ideologiske flyvehøjde, som er sjælden i dag.
