____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En så stærk tilknytning til Danmark, at det vil være i strid med menneskerettighederne at udvise ham, var medvirkende til at redde en 18-årig somalier fra udvisning af Danmark, selvom han er dømt for at have voldtaget en blot 10-årig pige i den jyske by Gullestrup samt forsøg på voldtægt af to andre.

Den begrundelse har nu fået Dansk Folkeparti til at stille et forslag til folketingsbeslutning, om at nedsætte en kommission, der kritisk skal gennemgå de internationale konventioner og aftaler, som Danmark er forpligtet til at følge, men som partiet mener i mange tilfælde kan begrænse Danmark i forhold til at føre en selvstændig politik på udlændinge- og statsborgerretsområdet.

- Det er naturligvis ikke forslagsstillernes intention med dette beslutningsforslag, at Danmark i højere grad skal udvise folk til tortur og dødsstraf. Men det er dog forslagsstillernes holdning, at vi har ret til at sende et klart signal til kriminelle udlændinge om, at vi ikke ønsker deres tilstedeværelse i Danmark. En henvisning til en kriminel persons ret til familieliv og vedkommendes ringe tilknytning til sit hjemland bør ikke være nok til, at vedkommende kan få lov til at blive i Danmark, står der blandt andet i beslutningsforslaget.

Oprindeligt blev forslaget fremsat tilbage i december sidste år, hvor det blev afvist. Men med advokatens begrundelse om blandt andet menneskerettigheder som årsag til, at somalieren ikke blev udvist, tager Dansk Folkeparti med udlændingeordfører Martin Henriksen i spidsen forslaget frem igen.

- Vores forslag blev desværre afvist af Venstre, Konservative og regeringspartierne. Men jeg vil nu bede justitsministeren om at vurdere, om dele af forslaget kan gennemføres med regeringens opbakning, siger Martin Henriksen og fortsætter:

- Jeg håber, at vi på en eller måde kan ændre eller fortolke konventionerne på en anden måde.

Den unge somalier fik mandag af Vestre Landsret stadfæstet de seks års fængsel, han var idømt af byretten, men landsretten gjorde udvisningen betinget. Det betyder, at hvis den 18-årige ikke begår kriminalitet i de første to år efter endt afsoning, så kan han få lov til at blive i Danmark.

Ifølge den unge mands forsvarer Jeppe L. Jepsen, var det især den tætte tilknytning til Danmark og en 9.-klasseafgangseksamen, der gjorde udslaget.

- Når Vestre Landsret vælger ikke at udvise ham, er det fordi, hans tilknytning til Danmark er så stærk, at det vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Det betyder, at en udvisning ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, og derfor kan han ikke udvises, fortalte Jeppe L. Jepsen.