Ifølge Berlingske advarer soldaterforeninger nu politikerne om ikke at købe for mange kampfly.

København: Debatten om indkøb af nye kampfly til Forsvaret kører på højeste blus.

Og her er det vigtigt, at der bliver købt så få kampfly som overhovedet muligt.

Sådan lyder det fra en række soldaterorganisationer ifølge Berlingske.

- Det, der optager os mest i debatten, er, at kampflyene ikke må blive en gøgeunge, der skubber alt muligt andet ud over kanten, fordi flyene æder al økonomi, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel og Korporalforening (HKKF), til avisen.

De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, mener, at Forsvaret skal have mindst 30 nye operative kampfly.

Men Flemming Vinther advarer imod at lægge sig fast på et tal.

- Men vi er nødt til at sikre, at vi ikke køber ét eneste kampfly mere end strengt nødvendigt.

- Jeg har hørt tallet 24 nævnt ved flere lejligheder, og kan det fungere med 18 kampfly, er det fint med mig. For vi har ingen forhåbninger om, at Forsvaret kan komme valsende over i Finansministeriet om fem år og bede om ekstra milliarder.

- Alene ét fly fra eller til betyder noget, vi kan faktisk købe meget for én milliard kroner, siger han til Berlingske.

Den største militære fagforening, Centralforeningen for Stampersonel (CS), er enig med Flemming Vinther fra HKKF.

- Vi køber argumenterne fra HKKF 100 procent, når det drejer sig om at købe så få kampfly som muligt.

- Sikkerhed koster, og jeg anerkender, at der er behov for nye kampfly. Men hele hemmeligheden er, at vi ikke har råd til alt det, vi vil, siger formand Jesper K. Hansen til Berlingske.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) vil ikke overfor Berlingske endnu ikke svare på, hvor mange kampfly han tænker, at det danske forsvar har brug for.

- Regeringen arbejder på et samlet beslutningsgrundlag for, hvilket kampfly regeringen foreslår anskaffet, antallet af kampfly, samt hvordan finansieringen tilvejebringes.

- Som lovet vil beslutningsgrundlaget blive offentliggjort, hvorefter jeg tager en drøftelse med partierne bag forsvarsaftalen med henblik på en samlet beslutning, lyder det i et skriftligt svar til avisen.

/ritzau/