Dansk Folkeparti svigter de 80 procent ufaglærte, som går på efterløn, siger SF's gruppeformand, Ole Sohn

Dansk Folkeparti har sagt ét og gjort det diametralt modsatte om efterlønnen.

Det siger SF's gruppeformand, Ole Sohn, som lørdag på SF's landsmøde går til generalangreb på Dansk Folkeparti i almindelighed og Pia Kjærsgaard i særdeleshed om at svigte sine løfter om efterlønnen.

- Citat: "Vi har en aftale fra 2006. Den aftale agter vi at overholde. Hverken mere eller mindre". Fakta: I går blev der lavet en aftale, der berører alle fra 56 år og derunder. Folk mellem 53 og 54 år rammes ekstra hårdt, siger Ole Sohn.

For den aldersgruppe flytter tilbagetrækningsreformen efterlønnen fra 60 til 63 år og folkepensionen fra 65 til 67 år. Det rammer 400.000 danskere, understreger SF's gruppeformand.

Han påpeger, at 62 procent af dem, der i 2008 gik på efterløn var ufaglærte eller faglærte arbejdere. Flere efterlønnere er langvarigt syge, og dobbelt så mange efterlønnere er på sygedagpenge sammenlignet med folk, som ikke går på efterløn, siger Ole Sohn.

- Spørgsmålet er, om citaterne stemmer overens med de fakta-oplysninger fra aftalen i går. Da det ikke er et politisk indlæg, skal jeg ikke give konklusionerne, fastslår SF's gruppeformand.

/ritzau/