Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) blev i formiddags ramt af en blodprop i hjertet. Det skete i ministerbilen på vej til møde i Udenrigsministeriets lokaler i Eigtveds Pakhus, hvor Søvndal bl.a. skulle mødes med FNs generalsekretær Ban Ki-moon ved GGGF-konferencen. Et møde med Etiopiens premierminister stod også på dagsordenen.

Villy Søvndal havde det skidt om morgenen, fortæller kilder, og han klagede bl.a. over smerter i brystet. Men han valgte alligevel at ignorere symptomerne og tage på arbejde.

Undervejs i ministerbilen fik han det dog endnu værre, og han blev enig med ministerchaufføren om, at det nok var bedst at tage på Rigshospitalet, hvorefter en ambulance blev tilkaldt.

Villy Søvndal har fået en ballonudvidelse, og folk, der har besøgt ham efter operationen, fortæller, at han har det fint.

Indgrebet foregår ved, at et kort tyndt plastikrør føres ind i en pulsåre i håndleddet eller lysken. Herigennem føres et tyndt kateter op til hjertet og ind i de forsnævrede kranspulsårer. En lille ballon for enden af kateteret fyldes med væske ved højt tryk og presser forsnævringen eller blodproppen til side, så blodet igen kan passere uhindret igennem blodåren.

- Villy Søvndal var på vej på arbejde i morges som sædvanlig. Han skulle til nogle møder i forbindelse med GGGF, siger hans rådgiver Lars PeterLevy.

GGGF har været i søgelyset de seneste dage pga. Lars Løkkes rejser som formand for GGGI, der hører under GGGF.

Den 61-årige Villy Søvndal blev straks opereret i hjertet på Rigshospitalet. Operationen er en såkaldt ballonudvidelse, og ifølge Udenrigsministeriet har ministeren det godt.

Villy Søvndal har ifølge rådgiveren allerede fået besøg af sine nærmeste på Rigshospitalet i dag.

- Han er blevet opereret og har det efter omstændighederne godt. Det var ikke en planlagt operation, men det var noget, der kom ganske pludseligt.  Det siger sig selv, at man som kollega bliver berørt, når der sker sådan noget. Vi håber, at han kommer hurtigt tilbage og i fuld vigør, som vi kender ham. Vi har allerede sendt ham blomster og god bedring, siger SFs politiske ordfører Jonas Krag.

Folketingsgruppen blev orienteret af formand Annette Vilhelmsen på gruppemødet kl. 11.00.

- Der har ikke været noget særligt at se på Villy Søvndal. Han var mere presset, da han både var formand og minister. Da han holdt op som partiformand, lettede presset tydeligt. Sidst jeg var til møde med ham, virkede han glad og veltilfreds, siger en kilde i folketingsgruppen.

- Der er nogle, der har talt med ham i dag, og de sagde, at han var i godt humør. Vi blev orienteret på en udmærket måde, det var ikke noget med, at vi måtte læse det i pressen. Det er da klart, at folk er kede af, hvad der er sket. Nu håber vi bare, at han atter kommer tilbage i fuld vigør, siger den pågældende.

Annette Vilhelmsen siger:

- Villy Søvndal har gennemgået en vellykket operation her til formiddag. Han har det efter omstændighederne godt. Vores tanker går både til Villy Søvndal og hans familie. Vi glæder os at til at se Villy tilbage på arbejdet igen, men lige nu er det vigtigt at give Villy og hans familie tid til at komme sig i fred og ro.

Villy Søvndal var formand for SF fra 2005 til 2012, og var en af hovedarkitekterne bag regeringssamarbejdet mellem S og SF. Han har været udenrigsminister siden 2011. Mange forventede, at han ville blive fyret ved den seneste regeringsrokade efter at hans fløj har tabt magtkampen i SF. Men det skete ikke, og nu tyder alt på, at Helle Thorning-Schmidt og Annette Vilhelmsen har tænkt sig at beholde ham på posten frem til næste valg.

Villy Søvndal forventes at komme tilbage på arbejde hurtigt. Folk i folketingsgruppen er overraskede, fordi Villy Søvndal virker sund og frisk og lever sundt. Der har heller ikke været nogen advarselstegn overhovedet i dagene op til blodproppen.

Blå bog: Villy Søvndal

Født 4. april 1952 i Linde, Struer Kommune.

Søn af husmand Peter Søvndal og medhjælpende ægtefælle Agnes Søvndal.

Parlamentarisk karriere:

Udenrigsminister fra 3. oktober 2011.

Folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Sydjyllands Storkreds fra 13. nov. 2007.

Folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Vejle Amtskreds fra 1. aug. 1994 til 13. nov. 2007.

Midlertidigt folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Vejle Amtskreds fra 10. okt. 1991 til 13. jan. 1992.

Midlertidigt folketingsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Vejle Amtskreds fra 13. mar. 1986 til 28. apr. 1986.

Kandidat for Socialistisk Folkeparti i Kolding Sydkredsen fra 2007.

Kandidat for Socialistisk Folkeparti i Koldingkredsen fra 1984 til 2006.

Partiformand for Socialistisk Folkeparti fra april 2005 til september 2012.

Uddannelse og erhverv:

Uddannet lærer, Kolding Seminarium, fra 1976 til 1980.

Vestbirk Musikhøjskole, fra 1971 til 1973.

HF-student, Nørre Nissum Seminarium, 1971.

Realeksamen, Nørreland Skole, Holstebro, 1969.

Linde Skole, fra 1959 til 1966.

Lærer, Kolding Skolevæsen, fra 1980 til 1992.

Tillidshverv

Medlem af Kolding Byråd 1982-1994.

Medlem af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark (SASU) 1986-1994.

Formand for Pædagogers og Klubfolks Pensionskasse (PBU) 1991-1994.

Kilde: Berlingske Research