Søvndal bliver skoset for ikke at inddrage folketingsgruppen nok. Selv erkender han manglende kommunikation, men siger, at han har opbakning til sin politik.

Flere medlemmer af SF's folketingsgruppe savner medindflydelse på Villy Søvndals politiske linje. Søvndal svarer i dag på kritikken, men forbeholder sig retten til at "tegne butikken". Og så hæfter han sig ved, at han har opbakning til sin linje.

- Vi har opereret i de situationer, som er opstået. Der er selvfølgelig meget høj frihed til, at formanden tegner butikken, og det har jeg så gjort. Det vil jeg gøre igen, men også sikre, at medlemmerne informeres bedre, siger han.

En af kritikerne er Pernille Frahm, som efter partiets marathongruppemøde på Christiansborg i dag siger, at flere medlemmer gjorde opmærksom på, at de ønsker at blive mere inddraget i udformningen af partiets politik.

- Vi synes, at vi har haft et lavt informationsniveau undervejs og oplever, at der er flere, der bør inddrages i, hvordan vi udformer partiets politik. Det tror jeg, at der er nogen, der tænker over nu, siger Pernille Frahm.

/ritzau/