Udenrigsminister Villy Søvndal mener, det var klogt af Danmark at få et euroforbehold. Imens siger statsminister Helle Thorning-Schmidt, at medlemskab bør overvejes.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) mener, at Danmarks euroforbehold er med til at placere Danmark i en gunstig position i EU.

Meldingen kommer, efter at blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har sagt, at der er gode grunde til at overveje dansk euro-medlemskab, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Jeg tror, at alle vil erkende, også efter den krise vi har gennemlevet, at det var en rigtig klog disposition fra Danmark. Det giver os mulighed for at være brobygger i et fleksibelt Europa. Vores position er, at vi ønsker at deltage i det praktiske samarbejde, som giver mening for Danmark og er en fordel for Danmark, siger Villy Søvndal til avisen.

Det er tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V), som for 20 år siden var med til at forhandle Danmarks fire forbehold hjem i EU, dog langt fra enig i.

- Det hænger jo ikke sammen. Danmark er i praksis med i euroen bare uden den indflydelse og den beskyttelse, som ligger i at være rigtigt med. Så det er noget vrøvl at påstå, at vi »ligger rigtig godt«, hvor vi ligger. Og jeg fatter ikke, hvad Villy Søvndal mener med påstanden om, at vi kan være »brobygger«. Det kan man nu engang ikke, når man både vil være med og så alligevel ikke være med, siger Uffe Ellemann-Jensen til Morgenavisen Jyllands-Posten.