Udadtil ønsker Det Konservative Folkeparti held og lykke til Lene Espersen som kommende administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder. Men man kan ikke fornægte, at hendes exit fra dansk politik er et stort tab for partiet - og har en trist signalværdi.

Det mener BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, der peger på flere aspekter:

- Lene Espersen er en stemmesluger i Nordjylland, og hun har altid opnået flotte personlige stemmetal.

- Og så er hun ganske enkelt en af de dygtigste og mest erfarne politikere, som sidder tilbage i den konservative folketingsgruppe. Der sidder selvfølgelig en Per Stig Møller, som er i en liga for sig, men det er ikke meget, vi har set til ham i de sidste par år. Lene Espersen er en af det mest erfarne, tidligere ministre, der sidder på Christiansborg. Det er en stor vidensbase at sige farvel til, siger Søs Marie Serup.

Hvad betyder det for De Konservatives brand at miste Lene Espersen?

- Det betyder ufatteligt meget. Det sender et signal til en række vælgere om, at de erfarne konservative politikere er mætte, og at de ikke har den store tro på fremtiden. Jeg tror nødvendigvis ikke, at det gør sig gældende for Lene Espersen, men det er det signal, som hendes beslutning sender til vælgerne, siger Søs Marie Serup.

Døren har været på klem

Onsdag morgen sad Lene Espersen i sofaen hos TV2 i 'Go Morgen Danmark', hvor hun blandt andet forklarede, at hendes beslutning om at forlade politik ikke var planlagt. Men den køber Søs Marie Serup kun delvist:

1999 TIL BT LENE ESPERSEN

- Det kan godt være, at lige præcis det her job er en spontan beslutning, men når man overhovedet er åben for tilbud udefra, så er det selvfølgelig noget, man har gået og tænkt på i en længere periode.

- Lene Espersen har prøvet det meste i dansk politik, og hun har nået en alder, hvor politikere typisk tænker, at de skal nå at have en civil karriere, lyder det fra Søs Marie Serup, der ser en tendens i den erfarne politikers farvel:

- Man må bare konstatere, at trenden i øjeblikket går på, at politikere skal ud og prøve en civil karriere, hvorimod man for 20 år siden ville have valgt at blive i dansk politik, siger Søs Marie Serup.