Kommentar af BTs politiske kommentator Søs Marie Serup

Selvom Thorning har gennemført en defensiv rokade, er den ikke fejlsikker. Problemerne tårner sig op foran de nye ministre. Flere steder skal der endda rettes op på systemiske fejl i ministerierne. Det er tvivlsom, om denne rokade vil få positiv betydning for regeringen frem mod et folketingsvalg.

For SF var der vagtskifte i Udenrigsministeriet, der nu får en sikker hånd på roret i en turbulent tid. Holger K. Nielsen skal realisere de forventinger, som Villy Søvndahl fik skabt, men samtidig ryde op i alvorlige fejl i betjeningen af Christian Friis Bach (RV). Til gengæld mister Vilhelmsen sit politiske kompas og sin chefforhandler.

Rollen som chefforhandler overtages af Pia Olsen Dyhr, som samtidig får plads i Ø-udvalget. Flere mener, at den rolle ikke kan varetages fra transportministeriet, men det er noget sludder. Olsen Dyhr havde skabt et stærkt hold omkring sig, og fik - som en af de sidste brikker i rokaden - tilført yderligere ressourcer.

Hun er før blevet undervurderet som minister - og gjort forudsigelserne til skamme. Olsen Dyhr er den eneste SF minister, der kan sælge SFs politiske sejre i regeringen. Spørgsmålet er dog, om hun både får tid til det og til at være chefforhandler.

Den nye skatteminister Jonas Dahl har udvist driftsikkerhed og loyalitet, men foran ham ligger de største udfordringer. Han vil være under konstant angreb fra blå blok og har en stribe problemsager foran sig.

Socialdemokraterne fik - muligvis midlertidigt - genåbnet interne diskussioner om magtbalancen i partiet.

Karen Hækkerup er et sikkert valg på posten som justitsminister, men hun fik en bæ med rød sløjfe om i tiltrædelsesgave fra statsministeren, nemlig en undersøgelse af forløbet frem mod Bødskovs afgang. Det kan kun give hende problemer - enten med sit parti eller sit ministerium.

Dan Jørgensens ministerpost er personificeringen af alle våde drømme fra de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Slut med al snak om Mickey Mouse Parlament. Nu er de rigtige politikere. Men Jørgensen vil få visse udfordringer med at forene tidligere ideologiske udsagn med hverdagen som pragmatisk minister, for kun en tåbe frygter ikke landbruget - og så ovenikøbet i krisetider.

Dagens konklusion må være, at der nu er et lidt bedre match mellem taburetter og ministre end før, men Thorning har ikke leveret en rokade af standarden for "sidste rokade" før valget. Det er en rokade man om et halvt år vil sige “nå” til.