Søs Marie Serup
Søs Marie Serup Foto: Bax Lindhardt

Den politiske sæson er ved at starte op med sommergruppemøder og på fredag er det blandt andet Venstres tur.

En halv ministerfyring, eskalerende bandekonflikter, kritik af statsministerens prioriteringer og en fortsat nær alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kan ligne en noget sløj start på sæsonen for regeringen og statsministerpartiet Venstre, men på fredag får statsministeren muligheden for at slå en anden tone an, sætte sig på dagsordenen og skitsere en vej frem.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har dog ikke så ofte brugt sit partis sommergruppemøder som affyringsrampe, som for eksempel Anders Fogh Rasmussen var kendt for at gøre. Fogh kom hjem fra sommerferie og lavede en række enslydende interviews, hvor han fik mejet sommerens tidsler ned med skarp le og derefter skiftede han til et andet redskab, nemlig dirigentstokken, som han typisk svingede med autoritet resten af sæsonen.

Søs Marie seurp BYLINE

Lars Løkke Rasmussen har foretrukket at bruge sommergruppemødet som en social igangsætter for sit hold, men når han skal præsenterer regeringsinitiativer, så sker det sjældent i partiregi og oftere fra mere officielle platforme, som for eksempel åbningsdebat, nytårstale og Marienborg.

Der er dog én klar undtagelse, nemlig regeringsudvidelsen før jul, som blev annonceret på Venstres landsmøde. Men det var måske mere af nødvendighed end lyst.

Det ligger dog fast, at hvis ikke statsministeren selv præsenterer noget fremadrettet på sit sommergruppemøde i Venstre, så vil det traditionelle pressemøde fredag middag være præget af irriterende spørgsmål. Ikke mindst om den seneste omrokering af ressortfordelingen, hvor fiskeriområdet flyttes fra Esben Lunde Larsen til Karen Ellemann. Det giver sådan set god mening i Brexit-tider, at Udenrigsministeriet får et fast greb om visse spørgsmål omkring fiskeri, men det bliver op ad bakke at komme igennem med den fortælling for statsministeren.

SØS Marie serup

Socialdemokraterne har lagt et forudsigeligt og effektivt tryk på regeringen i sagen om bandekonflikter, hvor Mette Frederiksen også har krævet Løkke på banen. Mens Dansk Folkeparti har krævet justitsministeren på banen. Det skaber ikke blot en reel politisk udfordring, men også en samspilsudfordring.

Sagen skal håndteres smidigt. Enten skal Pape Poulsen melde noget markant ud før fredag, som statsministeren kan lægge sig i læ af. Ellers må Løkke selv tage affære og melde noget ud om regeringens planer på området – og dermed hapse noget kommunikation, som ’tryghedsministeren’ (og K-formanden) nok nødigt giver slip på. Alternativt kan han invitere Pape med til V-pressemødet. Mon ikke timingen for en udmelding bliver torsdag – efter Ellemanns første svære samråd som fiskeriminister.

Spin

Men alt det er mellemregninger i forhold til det store politiske spørgsmål om forholdet mellem regeringen og Dansk Folkeparti, som hænger uløseligt sammen med forholdet mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Bliver det Frederiksen eller Løkke, som Thulesen Dahl vil følges med på første skoledag?

Regeringen og Venstre har dog flere fordele; serveretten politisk, de styrer som udgangspunkt processen for efteråret og de sidder på pengekassen. Det er først, når regeringens forslag til finanslov for 2018 er præsenteret i slutningen af august, at vi får de første sikre tegn på, om Dansk Folkeparti pakker den røde eller den blå skoletaske.

SMS

Hitter på Facebook