EU-konkurrencekommisær Margrethe Vestager har netop tildelt Google en rekordstor bøde på 18 mia. kr. Det er langt fra den første spektakulære sag, den danske kommissær har haft fingrene i. Hun er faktisk godt igang med at vise danskerne, at der er bid i EU-projektet på i hvert fald hendes område. Spørgsmålet er, om vi opdager, at en af EUs stjerner faktisk er dansk?

Da Berlingske for nylig offentliggjorde sin årlige magtanalyse, kom Margrethe Vestgager ind på en andenplads over de mest magtfulde i Danmark, kun overgået af Statsministeren. Det mente Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, ikke var helt fortjent. Men et faktum er det, at Vestager, der aldrig har fyldt meget mandatmæssigt, fylder meget magtmæssigt. Det så vi i det Sorte Tårn, da SRSF-regeringen blev til, man så det i ledelsesstilen hos De Radikale (som de færreste savner), og man ser det nu, hvor hun er EU-kommissær.

Kritikere af Margrethe Vestager har ofte sagt om hende, at hun er for meget embedsmand. Hun har da også en fortid i den danske centraladministration og er uddannet cand.polit. I forhandlinger er hun blevet beskrevet som en, der kan fortabe (eller fordybe) sig i detaljerne. Alt for meget, forstås. Men måske er det slet ikke så skidt endda i EU-systemet at tale bureaukraternes sprog og forstå deres arbejdsgange. I hvert fald bestrider hun kommissærposten med autoritet og effektivitet. Noget, man ikke kan beskylde alle danske kommissærer for gennem tiden, men Danmark har dog leveret i hvert fald en decideret legende i EU-systemet, nemlig Henning Christophersen. Han var i øvrigt også cand.polit.

Posten som konkurrencekommissær i EU er mere magtfuld i egen ret, end de fleste er klar over. På konkurrenceområdet har nationalstaterne nemlig overgivet kompetencen til EU. Det gør Vestagers post til en af de mest magtfulde. Hun kan som den eneste kommissær uddele bøder til dem, der bryder EUs konkurrenceregler. Det er så netop sket for Google, fordi Vestager mener, at Google misbruger sin dominans på markedet ved at vise kunder egne annoncer, selvom det ikke altid er mest relevant. Google har nu 90 dage til at rette ind og betale bøden. Samtidig har Vestager foreløbigt presset nogle massive indrømmelser ud af russiske Gazprom. Og lagt arm med bl.a. McDonald’s, Starbucks og Amazon. Der er dog næppe nogle af disse globale giganter, der er opmærksomme på, at det er en dansker, som står i spidsen for deres udfordringer.

Men måske skulle danskerne lige lune sig lidt ved det faktum, for ifølge Poul Skytte Christoffersen - formand i Tænketanken Europa og selv bl.a. tidligere kabinetchef og EU-ambassadør - er den linje, vi ser fra Margrethe Vestager, hendes egen. Den 2. september 2016 sagde han bl.a. om Vestager til Information, at »Hun har en stærk rolle i Kommissionen, langt stærkere end hendes umiddelbare forgængere. Hun er mere modig, hun går længere med sagerne, og hun er langt mindre indstillet på backroom deals med de store firmaer end hendes forgængere.« Og så pointerer Skytte, at »Det er konsistent med hendes tidligere holdninger.«

Vestager gør, hvad hun kan - og det er ikke så lidt.