Partiet SF holder landsmøde i Odense i denne weekend, og man kan ikke ligefrem sige, at ugen op til har været den bedste optakt til paritets landsmøde. Udlændigepolitikken har drillet partiet, og torsdag meddelte Özlem Cekic, at hun har forladt partiet.
Det har ikke ligefrem været den bedste optakt til SFs landsmøde i weekenden i Odense.
Hvorfor ikke?
Özlem Cekic meldte sig torsdag aften ud af partiet - en beslutning, som havde været længe under opsejling længe, men hvor dråben blev SFs støtte til et forslag om en nødbremse i forhold til flygtninge og migranter, som ville muliggøre, at man afviste også uledsagede flygtningebørn på grænsen. I første omgang forsvarede partiets gruppeformand, Jacob Mark, beslutningen, men fredag meddelte han, at han og partiet havde tænkt sig om, og havde truffet en anden beslutning. Det var i øvrigt også Jacob Mark - og ikke partiformand Pia Olsen Dyhr - som svarede pressen efter Cekic’ udmeldelse. Et udtryk for, at enmandshæren Pia Olsen Dyhr nu begynder at have folk omkring sig, som kan aflaste hende - også i de penible sager. I øvrigt står Cekic’ udmeldelse til trone, selvom SF altså har skiftet standpunkt.
Er Cekic et tab for SF?
Der er bestemt kræfter i partiet, som vil klappe hende ud. Cekic er en karismatisk, larmende og emotionel politiker, som brænder igennem med sine holdninger, men som også gennem tiden er blevet oplevet som uforudsigelig og populistisk. Det sidste er iøvrigt, hvad hun bl.a. klandrer SF for i dag. Men hun har sit publikum og fortjener bl.a. anerkendelse for sit projekt “Dialog-kaffe” i en tid, hvor folk er holdt op med at tale med hinanden og begyndt at tale på hinanden. Under alle omstændigheder har Cekic lagt en meget stor del af sit virke og sit voksne liv i SFs tjeneste. Ethvert parti, som mister en ildsjæl som hende bør se indad, og reelt overveje, hvem, der er vokset fra hvem. Og om det var meningen.
Er der ikke plads til ildsjæle i SF?
Jo, bestemt. Formanden er selv én. Men generelt kan man se en tendens til, at partierne over en bred kam prioriterer en klar linje i politikken over rummeligheden. Det ser man bl.a. ved at flere “afhoppere” bliver klappet ud af partierne i dag. Det er lige sket med Cekic, men det er tidligere sket med bl.a. Jens Rohdes exit fra Venstre og Thor Möger Pedersens exit fra SF. I sidstnævnte tilfælde husker, hvordan S-gruppeformand Henrik Sass Larsen sagde, at det måtte være et rigt parti, der havde råd til at smide talenter som Möger på gaden (frit efter hukommelsen).
Er det ikke logisk nok?
Hvis man kun dømmer efter sociale medier, så er der i hvert fald en tendens til, at man hellere vil se folks hæl end tå, hvis de gør oprør mod den top-dikterede partilinje. Andre ser det som en bekymrende tendens, fordi politiske partier (og projekter) bliver nogle som man tilslutter sig med hud og hår, hvor det engang var de grundlæggende holdninger som man tilsluttede sig. Så kunne man være mere eller mindre enige i, hvordan de holdninger blev omsat til lovgivning. Og det har historisk set gavnet mange partier, at de kunne favne bredt, fordi flere vælgere simpelthen på den måde kunne føle sig repræsenterede af partiet. For slet ikke at tale om det gavnlige i, at man også internt har en sund og livlig demokratisk debat. Ikke mindst, fordi det også gav mening af være medlem af et parti, når man dermed kunne påvirke linjen for den førte politik. Sådan er det ikke i lige så høj grad længere.
Hvordan er det så?
Der er forskel på partierne. I nogle partier er medlemmerne tæt på at være statister i et stort medieshow, andre steder er der stadig reel indflydelse gennem gammeldags (lidt langsommelige) processer eller moderne workshops. Men blandt magtpartierne, er den direkte indflydelse som partimedlem blevet mindre. Til gengæld er kommunikationen strømlinet og politikken skarpt trukket op.
Hvor udvikler det sig hen?
Når partierne bliver mere snævre og strømlinede, så vil flere flytte sig fra parti til parti. Der vil også opstå flere partier, for hvis rummeligheden forsvinder og kravet er, at man støtter ALT partiet står for, så må folk selvsagt søge mere nøjsomt efter et perfekt match. Og ligesom på Tinder og lignende apps, så tæller førstehåndsindtrykket mere, når mulighederne er mange.
Hvad betyder det for SF og de øvrige partier?
I al sin rørende enkelthed, at jo mere rummelighed de mister, jo skarpere skal de stå. Og det koster mere rummelighed.
