ARKIVFOTO 2013 af Søs Marie Serup- - Politisk kommentator, direktør Søs Marie Serup Laybourn fylder 40 år søndag 13. juli. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014)
ARKIVFOTO 2013 af Søs Marie Serup- - Politisk kommentator, direktør Søs Marie Serup Laybourn fylder 40 år søndag 13. juli. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014) Foto: Bax Lindhardt

Post- og transportordførere fra DF og S har kritiseret transportminister Ole Birk Olesen så kraftigt i pressen, at det så ud, som om ministeren kunne vælte, fordi han havde siddet på informationer i PostNord-sagen.

Nu viser det sig, at partiernes finansordførere har været fuldt informeret siden 13. januar. Hvorfor den viden ikke har rejst både op og ned i partierne, er en gåde, men også forklaringen på, at ministeren ikke rigtigt fik en næse i går.

Teknisk set får en minister en næse, ved at et givent flertal i et udvalg udtaler kritik af ministeren. Det er endnu ikke sket over for Ole Birk Olesen og kommer måske heller ikke til at ske, for teknisk set er der slet ikke pillet ved postforliget – eller for den sags skyld udsigt til det. Sagen handler nemlig om kapitaltilførsel til et statsligt selskab.

Den slags hører hjemme i finansministeriet og ville være endt der under alle omstændigheder. Og derfor fik finansordførerne en fortrolig orientering om sagen allerede i januar, mens post- og transportordførerne først fik viden om sagen i februar.

Ministeren har altså hele tiden vidst, at han havde ret. I politik er det dog ingen garanti for, at man ender med også at få ret. Det samme har partiernes finansordførere vidst og – må man formode – både ledelserne i S og DF. Alligevel beklagede Ole Birk Olesen i går, at postordførerne ikke fik besked samtidig med finansordførerne. Tirsdag undskyldte finansordførerne sig med, at orienteringen var sket under skærpet fortrolighed. Det er såmænd heller ikke dem, man kan klandre, men derimod ledelsen – ikke mindst i DF. Det er én ting, at ledelsen i S lader transportordføreren fortsætte kritikken mod bedre vidende – det er trods alt oppositionens opgave at forsøge at vælte regeringen. Men at DFs ledelse lader Kim Christiansen presse citronen så hårdt, er ubegribeligt.

Næste spørgmål er så, hvorfor regeringen ikke gjorde noget for at bremse stormen mod transportministeren. Forklaringen er, at man ikke ønskede at åbne en krig mod DF, som jo altså lod én ordfører tampe løs på ministeren, mens en anden var fuldt orienteret. Men den tungeste grund var, at regeringen reelt udstiller en forhandlingsposition over for svenskerne, så snart de siger noget. Og sagen er ikke så nem, som den ser ud.

For hvis svenskerne (som ejer 60 pct. af PostNord) nu bliver bedt om at indskyde kapital, så kan Danmark blive bedt om det samme, når svenskerne en dag bliver lige så digitale, som vi er. Dialogen med Sverige er i gang, men ikke kommet ret langt. Det er nok gået for sent op for ordførerne, at regeringens position var en forhandlingsposition over for Sverige.

Samtidig har direktøren for den danske del af PostNord ikke gjort det nemt. Han har kommunikeret for meget til pressen, som ikke har været koordineret med finansministeriet. Det besværliggør alting. Politikere er nemlig ikke altid verdensmestre i at holde hovedet koldt, men vil i stedet have en tendens til at fortabe sig i processen.

Således også i denne sag. Og derfor får Ole Birk Olesen kun en ’vi-lader-som-om-vi-har-givet-dig-en-næse’-næse.

SMS

Hitter på Facebook