Søs Marie Serup
Søs Marie Serup Foto: NIels Ahlmann Olesen

Søs Marie Serup ser tilbage på ugen, der er gået i dansk politik. I denne uge har Liberal Alliance måtte konstatere, at det har været dyrt at gå i regering. Taktikken skal justeres. Liberal Alliances meningsmålinger placerer partiet blandt de mindste og partiets ministre i bunden af holdet.

Hvad gik galt?
I opposition levede LA højt på at være ambitiøse, frække, skarpe og kompromisløse. Men i regering er kodeordet kompromis. Så enkelt kan det faktisk siges. Men partiet har føjet spot til skade ved også at slå alt for meget på eget maskuline bryst. Den går ikke. Det afgørende spørgsmål er nu, om partiet kan justere kursen, før det er for sent.

Hvad skal de gøre?
I LAs nuværende situation vil de fleste partier hurtigt konkludere, at det har haltet med kommunikationen. Der er en tendens til at tro, at man bare skal forklare sig lidt bedre. Men det vil være en undervurdering af vælgerne. Uanset hvor overfladisk politik nogle gange kan opleves, så handler det stadig om indhold. LA er faldet ved et træ af politisk indhold, så de skal rejse sig ved nabotræet. Og der skal ikke gå (undskyld sproget) forklar-mig-røv i det.

Hvorfor nabotræet?
Hvis de forsøger at rejse sig ved det træ, de er snublet i rødderne af, så skulle de brøle mere om topskat, økonomiske reformer og slankekur til den offentlige sektor. Men hvis de vælger den vej, så banker de igen og igen ind i den samme betonmur, som i forvejen har givet dem en så stor bule i panden, at det har hindret udsynet. Hvis de vil nå at opnå noget på de dagsordner før næste valg, så skal de starte med at fokusere på noget andet. De skal kigge på de dagsordener, som ikke er fastlåste politisk, men som stadig kan levere markante liberale aftryk.

Hvad er det?
I Venstre har man altid sagt, at frihed kan bruges til alt godt. Det mener man også i LA. Så LAs politikere bør helt systematisk gennemtrevle alle politikområder for muligheder for at sætte borgerne fri. Man kan komme langt med at fjerne regler og samtidig etablere en stærkt værdipolitisk dagsorden, som ikke handler om økonomi og skat. Og det pudsige er, at hvis partiet gør det, så vil der være hjælp fra uventede kanter. Et parti som SF har f.eks. en ligestærk tiltro til frihed, som liberale partier. Det handler på alle områder om at lede efter enighed og været dybt fokuserede på at skabe reelle resultater.

Bliver det ikke for småt?
Absolut ikke. De største politiske comebacks er ofte bygget på, at gøre livet mærkbart lettere (eller friere) for helt almindelige mennesker. Og måden at finde frem til forslagene kan være ganske enkle. Man kan f.eks. følge en hel almindelig familie og nøjsommeligt notere hver gang familien møder den mindste smule besværlig papirgang - og fjerne det. Man kan også gå op på den store klinge og bruge udenrigsministerposten til en offensiv i forhold til at forsvare og udbrede de liberale frihedsrettigheder, som er udfordret i disse år. LA kan endda udfordre internt i regeringen på udlændingedagsordenen, hvis det gøres klogt. For Venstre forlader ikke Støjbergs über-konservative linje.

Hvad skal ellers være på plads?
Hvis LA skal se bort fra den økonomiske argumentation i en periode, så skal de indstille baglandet og bredden i partiet på, hvad der skal ske - ellers bliver der ballade. Og uro på bagsmækken er det sidste partiet har brug for. Men de skal også få forbedret relationerne til de øvrige partier på Christiansborg. Politik er det muliges kunst. Det er afgørende, at LA flytter sig fra at brøle på ølkassen til at lede efter alliancer og fælles interesser. Det kræver en justering af indstillingen. De skal simpelthen være mindre præster og mere journalister. Slut med bedrevidende prædikener og igang med oprigtig interesse for, hvad andre mennesker (her MF’ere) vil og brænder for.

Kan de stadig være i opposition og regering samtidig?
Ja, men på en mere afdæmpet facon. Der er ikke noget i vejen for at fortælle vælgerne, at “det er ikke en blomst, der er groet i vores have” eller “vi havde gerne set X, men der var kun flertal for Y”, men det afgørende er, at det skal ske unden at træde på andre. LA’ere er i deres natur det, man på fordboldbanen i 80’erne kaldte en “tonser”. Så for at blive i det billede, skal der mere Laudrup og mindre Graversen i boldbehandlingen. Men først og fremmest skal de stoppe med at udtale sig som Zlatan!

SMS

Hitter på Facebook