ARKIVFOTO 2013 af Søs Marie Serup- - Politisk kommentator, direktør Søs Marie Serup Laybourn fylder 40 år søndag 13. juli. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014)
ARKIVFOTO 2013 af Søs Marie Serup- - Politisk kommentator, direktør Søs Marie Serup Laybourn fylder 40 år søndag 13. juli. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2014) Foto: Bax Lindhardt

Anders Samuelsen kritiseres for at være usikker og for afhængig af rådgivning fra sine embedsmænd.

Anders Samuelsen møder nu hård kritik fra en meget lang række danske udenrigspolitikere. Dermed indskriver han sig i en række udenrigsministre, for hvem posten ikke blev en popularitetselevator, men derimod et nådesløst projektørlys på selv de mindste svagheder. Udenrigsministerposten gør nogle nestorer og andre til novicer.

Tre udenrigsministre har været i det nådesløse projektørlys over de seneste årtier: Lene Espersen, Villy Søvndahl og Anders Samuelsen. Tre partiledere, som alle har mødt kritik for at have valgt netop den post til sig selv. Årsagen bag kritikken er dog meget forskellig for de tre. Og så måske alligevel ikke.

Historien om Lene Espersen er en af de mest uretfærdige i nyere politisk historie. Hun valgte en planlagt familieferie fremfor et møde med deltagelse af bl.a. Hillary Clinton. Og naturligvis kan man sætte spørgsmålstegn ved prioriteringen, men i de måneder der fulgte, modtog Espersen populært sagt en politisk straf, som var grotesk ude af proportioner i forhold til hendes forseelse.

Historien om Villy Søvndahl handler om pubertært gang-fniseri over et slips, som enten var sjusket bundet eller top-trendy på den lidt upassende måde. Og det handlede om engelsk, som blev udlagt til at være væsentligt dårligere, end det i virkeligheden var. Okay, det lød som om han sagde, at isen smeltede på pælene i stedet for på polerne, men ingen – heller ikke indfødte englændere – var i tvivl om, hvad han mente. Så hvor stort et problem var det egentligt? Og så var der selvfølgelig de gamle holdninger til Tibet, Palæstina og andre sager, hvor de rigtige holdninger i udenrigspolitikken må vige for de pragmatiske.

Nu er det Samuelsens tur. Han er ’usikker’ og for afhængig af embedsmænd. Men det er nu engang sådan med udenrigspolitik, at det er bedre at fejle på den sikre side end på den modige. Problemet for Samuelsen er, at han selv – for at rette et image af kun at have arbejdet med topskat – kom for skade at trutte lidt for hårdt i jeg-er-kvalificeret-trompeten. Klassisk højt at flyve, dybt at falde logik.

Men hvordan forklarer man så, at Mogens Jensen, Pia Olsen Dyhr, Nick Hækkerup, Holger K. Nielsen, Nicolai Wammen, Søren Pind og ikke mindst Martin Lidegaard i samme tidsalder har klaret sig fra udemærket til utroligt godt i Udenrigsministeriet?

Det, der kendetegner de dygtige (eller heldige) i Udenrigsministeriet, er, at de er ufatteligt arbejdssomme og har klare politiske holdninger, men ikke behov for at gøre alting til en politisk stor-offensiv. Mest markante kvalifikation er, at de evner at være politikere, som kan udtrykke sig klart, uden at blive sort/hvide. De mestre simpelthen skalaen for toner af grå.

Og fælles for de udenrigsministre, som har mødt voldsom kritik er, at det er farverige politikere, som mestre det sort/hvide. Men også, at de var/er partiledere. Vi skal langt tilbage for at finde partiledere – ud over Uffe Ellemann-Jensen – som har klaret både at være partileder og udenrigsminister godt på samme tid. Succes som udenrigsminister handler mere om personlighed end kompetence. Og posten bestrides ofte bedre af knægten end kongen.

SMS

Hitter på Facebook