Dansk Folkeparti og i særdeleshed partiets stemmesluger i Europaparlamentet Morten Messerschmidt er lige nu involveret i, hvad kommentator kalder »den største moderne politiske skandale i kroner og øre«.

Det bliver overordentligt svært for Morten Messerschmidt at rejse sig som politiker, efter sagen om i bedste fald sjusket forbrug af 500.000 kroners EU-midler. Det mener BTs politiske kommentator, Søs Marie Seerup.

Morten Messerschmidt, som af mange var opfattet som DF’s helt store stjernefrø, leverede ved sidste Europaparlamentsvalg en indsats, der gik over i historien med 465.758 personlige stemmer.

Men nu tyder det på, at en af de største politiske stjerner inden for de sidste ti år, er ved at falme - eller måske endda falde ned fra den politiske stjernehimmel.

»På kort tid er Morten Messerschmidt ved at sætte det hele over styr med for smart tænkning omkring EU-midler, dårlig administration, rod og sjusk og hvad der efterhånden ligner bevidst snyd. Det er af episke proportioner,« siger Søs Marie Seerup til BT.

Var spået til at overtage partiet

Morten Messerschmidt er mange blevet spået til at være kandidat til at overtage formandsposten i DF på sigt. Men nu er chancerne dårlige.

»Man kan komme tilbage fra rigtig meget i dansk politik, men hvis man bliver dømt inkompetent, så er det meget svært at komme tilbage. Den mængde og det omfang af sager, som vi har set her, peger efterhånden på en inkompetent ledelse,« siger Søs Marie Seerup.

Der vil være grupper af DF-vælgere, som oplever det her som en hetz mod Morten Messerschmidt. Men han ryster aldrig den her sag af sig, mener Søs Marie Seerup.

»Det kan godt være, at han har ordet i sin magt og på mange måder er en brillant politiker, men så store fejl er for svært for folk at tilgive. Man kan fra Morten Messerschmidts perspektiv håbe på, at folk vil huske sagerne som en prik i fortiden og ikke en lang række problemer,« Søs Marie Seerup.

Ikke en Messerschmidt-sag, men en Dansk Folkeparti-sag

Sagen rammer ikke kun Morten Messerschmidt, men hele DF. Og det er et gigantisk problem for dem.

»Jeg tror, at en af grundene til, at DF ikke har fået håndteret det her tidligere, er, at DF’s ledelse i stort omfang har været involveret i den her sag. Blandt andet er nogle af pengene blevet brugt til sommergruppemøder. Så hvis det kun var Morten Messerschmidt, så kunne de have pillet alle stjernerne af skulderen på ham for lang tid siden,« siger Søs Marie Seerup.

DF prøvede ifølge Søs Marie Seerup at »hæfte« skandalen udelukkende på Morten Messerschmidt.
DF prøvede ifølge Søs Marie Seerup at »hæfte« skandalen udelukkende på Morten Messerschmidt. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

DF prøvede ifølge Søs Marie Seerup at 'hæfte' skandalen udelukkende på Morten Messerschmidt.

»Fordi skandalen er så tæt på DF’s ledelse, så har de ladet Morten Messerschmidt riste i en periode for at se, om man kunne nøjes med i vælgernes opfattelse at hæfte sagen på ham. Men det er ikke en Morten Messerschmidt-sag – det er en DF-sag. Dermed en sagen meget mere alvorlig, end den var for en måned siden. DF er nødt til at gå alt igennem med en tættekam og selv få lagt alt frem.« siger Søs Marie Seerup.

Hvad skal Messerschmidt gøre nu?

Man har mange gange før set politikere, der har været ude i stormvejr. Man så eksempelvis Henrik Sass Larsen (S), som satte sig på bagerste række i den socialdemokratiske folketingsgruppe, da han ikke blev sikkerhedsgodkendt som minister af PET. Det er også, hvad Morten Messerschmidt skal gøre nu ifølge BTs politiske kommentator.

»Morten Messerschmidt skal simpelthen forsvinde i en periode. Så kan han langsomt arbejde sig tilbage ved blandt andet at være ydmyg og meget arbejdsom. Fordi lige nu, mens det hele buldrer og brager, så bliver det nærmest generende for vælgerne at se på ham. For jo mere man ser ham, jo mere forbinder man ham med den her sag,« siger Søs Marie Seerup.

Og bulder og brag i medierne har Morten Messerschmidt været udsat for før. Blandt andet blev han i 2007 beskyldt for at heile på en restaurant i tivoli, som blev dækket tæt i medierne. Han blev dog frikendt for beskyldningerne.

Men alligevel er der en grænse for, hvor mange møgsager en politiker kan holde til.

»Man kan jo også spørge Lars Løkke Rasmussen, hvor problematisk det er, når sagerne bliver ved med at dukke op. Men det med at sagerne dukker op igen og igen gør, at der tegner sig et mønster, som foruroliger folk. Det er Morten Messerschmidt bestemt også ramt af nu. Det er oven i købet meget tidligt i hans politiske karriere.«