Justitsminister Søren Pind er klar med et lovforslag om et nyt digitalt system til retssager. Systemet skal være med til at styrke arbejdet ved domstolene og give bedre overblik.

De danske domstole skal digitaliseres, og det skal være slut med gammeldags brevpost i civile sager.

Det mener i hvert fald justitsminister Søren Pind (V), der er klar med et forslag om at indføre et digitalt sagsbehandlingssystem, som skal hjælpe og modernisere sagsgangene i retssager.

Systemet skal bygges op som en portal på nettet, hvor materialet til sagen skal samles, og hvor parterne kan skrive sammen. Det skal ifølge Justitsministeriet skabe bedre overblik over sagens dokumenter og give hurtigere udveksling af oplysninger.

»Domstolene skal kunne følge med udviklingen og ind i den digitale verden. Jeg ved, at det både uden for og inde i retsbygningerne længe har været et ønske at få et mere moderne system. Derfor håber jeg på bred opbakning til forslaget, så vi kan fortsætte med at digitalisere domstolene og sikre effektive arbejdsgange for de ansatte og åbenhed og bedre service for borgere og virksomheder,« siger Søren Pind i en pressemeddelelse.

Afsagte domme skal fremover være tilgængelige for offentligheden og gratis for enhver at tilgå i anonymiseret form i en ny digital domsdatabase. Det skal være med til at skabe mere åbenhed og øget indsigt i domstolenes afgørelser både for borgere, fagfolk og medier.

Digitaliseringen ved domstolene skal ifølge forslaget fra justitsministeren begynde med civile sager - for eksempel erstatningssager, lejesager og ægteskabssager. Med tiden skal straffesager også digitaliseres og indgå i domsdatabasen.

Digitaliseringen af de civile sager vil med lovforslaget blive indført i begyndelsen af 2016 ved Retten i Horsens og Vestre Landsret, og det vil herefter gradvist blive udbredt til resten af landet.

Justitsministeriet gør opmærksom på, at lovforslaget er udarbejdet i tæt samarbejde med domstolene, og at der på finansloven for 2015 er afsat 14,9 millioner kroner i 2015-2018 til udgifter i forbindelse med domsdatabasen.