Venstres Søren Pind fortæller, at Naser Khader og Anders Samuelsen tilbød ham posten som formand i Ny Alliance.

- Jeg fik på et tidspunkt et tilbud med et ganske, ganske stort kontantbeløb, om jeg ville være med til at danne noget nyt. På et tidspunkt fik jeg en henvendelse fra Ny Alliance, hvor Anders Samuelsen og Naser Khader var blevet enige om, at hvis jeg ville være partileder for dem, ville de begge acceptere det.

Sådan siger Venstres Søren Pind til Politiken søndag om et tilbud han fik på et tidspunkt, hvor Pind var upopulær i Venstres daværende partitop efter talrige slag om retningen i partiet. Tilbuddet kom, da Naser Khader stadig var partiformand og dets nuværende leder, Anders Samuelsen, var nummer to.

- Vi var i en situation, hvor vi blev betegnet som partiskadelige, hvor man på skift gik efter os, og hvor Leif Mikkelsen (tidligere venstremand, red.) blev fuldstændig maltrakteret. Selvfølgelig var der i den forbindelse forskellige overvejelser, siger Søren Pind til avisen.

Hverken Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, eller Naser Khader ønsker overfor Politiken at be- eller afkræfte tilbuddet.

Ville det have gået Ny Alliance anderledes, hvis Søren Pind havde været partiets leder? Tror du, han ville have været en god leder?

Deltag i debatten under artiklen