- I går nat, kl. 00.30 fik jeg nok. Jeg gik. I raseri. Efter at have smidt en mikrofon jeg havde på, mens jeg hvæsede til journalisten overfor mig: Nu er det f…. nok. Udenfor mødte jeg en af lederne fra TV 2, skældte ham hæder og ære fra, tog den første og den bedste taxa, og kørte hjem.

Sådan skriver Søren Pind på sin blog hos Berlingske, efter at han natten til onsdag valgte at gå i vrede fra TV 2s valgfest i anledning af det amerikanske præsidentvalg.

Det var blandt andet i frustration over den lange ventetid, før Søren Pind skulle kommentere nattens valghandlinger i liveudsendelser på både DR og TV 2, der slog skår i krukken for Søren Pind.

- Da der er gået yderligere tid, kommer nyhedsdirektøren til stede, som jeg skælder ud og siger, det her er spild af alles tid – han bemærker, at jeg jo står her så jeg kan blive valgt. Det er jo mig selv, der vil stå her – og jeg tør ikke gå min vej. Det kan jeg jo bare gøre, hvis det er det, jeg har lyst til. Han griner og går sin vej, skriver Søren Pind på sin blog hos Berlingske om ventetiden hos TV 2.

Da Søren Pind kom hjem i nat efter at være gået fra TV 2, satte han sig omgående til tasterne og skrev på sin Facebook-profil et harmdirrende indlæg om episoden. Og onsdag eftermiddag fulgte han det altså op med et blogindlæg, som skælder ud på mediernes måde at behandle de folkevalgte politikere på.

- Kald mig en krukke. Det lever jeg med. Men jeg kommer fra et sted, hvor en aftale er en aftale. Og hvor man så vidt muligt behandler folk ordentligt. At demokratiet er svækket i disse år er ikke mærkeligt, eftersom medierne behandle sine deltagere – særligt politikere – som får og cirkusklovne, skriver Søren Pind videre.