Mens Søren Pind var byggeborgmester, fik han store bidrag til sin valgkamp af ejendomsfirmaer, afslører tv-program.

Integrations-og udviklingsminister Søren Pind ( V) har fået store tilskud til sine valgkampe af byggematadorer, mens han var bygge-og teknikborgmester i København indtil 2005. Samme ejendomsfirmaer var dybt afhængige af at få byggetilladelser af netop Københavns Kommune. Det fremgår af dokumentarprogrammet »Stemmer til salg«, som DR1 sender i aften. I programmet bliver der sat navne på en række ejendomsfirmaer og byggeinvestorer, der har støttet Søren Pinds valgkampe. Tidligere direktør Jens Steggels-Petersen for Ejendomsselskabet Norden, der dengang var Danmarks største, fortæller, at de både bidrog med penge og lokaler på Gammel Kongevej. - Vi har bidraget på et tidspunkt. Vi har vel også bidraget ved, at vi har lånt ham nogle tomme lokaler til at have valgkontor i. Jeg gjorde det, fordi jeg synes, det er helt fint at drive politik på gadeplan. Jeg fandt det som at sælge vaskepulver. Folk kunne gå ind fra gaden og spørge politikerne. Alle har vidst, at jeg var Venstre-mand.

Kan et ejendomsfirma støtte en byggeborgmester?

- Det kan vi sagtens. Uden at få noget igen.

Men Ejendomsselskabet Norden havde vel sager, der skulle godkendes af Søren Pinds kontor?

- Jo, jo. Du kan måske sige, at det kunne blive gjort lidt hurtigere. Men jeg tror ikke på, at det var nogen fordel som sådan. Flere boligsmatadorer kom i kontakt med Søren Pind ved FCK's fodboldkampe, hvor de alle var VIP-gæster i Flemming Østergaards loge. Blandt andet mødte den i dag konkursramte Peter Forchhammer for første gang Søren Pind til en FCK-kamp. - Siden støttede jeg hans valgkamp med 15-20.000 kr.

Også boligspekulanten Carsten Leveau spyttede penge i at få Søren Pind valgt, ifølge B. T. og DRs oplysninger. Han skulle blandt andet bruge tilladelser fra Søren Pind til at bygge et højhus overfor Tivoli og et torvemarked. Det var Carsten Leveau, som B.T. i november kunne afsløre, havde ladet Søren Pind bo gratis i et rækkehus,  Carsten Leveau ejede i Klampenborg. Boliglånet skete, mens Søren Pind talte boligspekulanternes sag overfor regeringen. Carsten Leveau afviser ikke, at han har spyttet penge i Søren Pinds valgbøsse. - Det er da muligt, at jeg har støttet Søren Pinds valgkamp. Men jeg har støttet så mange, siger han til B. T. Søren Pind vendte i går ikke tilbage til B. T. Til DR oplyser han, at han af principielle grunde ikke udtaler sig om, hvem der støtter hans valgkamp.

HVAD SYNES DU OM, AT POLITIKERNE SKJULER, HVEM DER STØTTER DEM ØKONOMISK?

BØR ALLE BIDRAG VÆRE OFFENTLIGE?

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN 
Se udsendelsen 'Stemmer til salg' i aften klokken 20.00 på DR1.