2,3 pct. For politikere er det tal stadiet før en dødsannonce.

For så kan man ikke komme meget tættere på spærregrænsen på 2,0 uden at ramme den.

Tallet er den nyeste måling af vælgertilslutningen til Det Konservative Folkeparti foretaget af Voxmeter 2. maj.

Det er et tal, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på konservative politikere. For de har ikke ligget på den lade side på det seneste, De har taget tyren ved hornene og forsøgt at gøre en forskel. De har taget hårde opgør med storebroren Venstre, og de har fået fyret en minister i kampen for et bedre miljø og mindre kvælstofudledning.

Men tilsyneladende har det ingen positiv effekt haft påvælgertilslutningen. Tværtimod er det kriseramte parti dykket yderligere. Spørgsmålet melder sig, om det engang så stolte parti simpelthen risikerer at forsvinde helt?

Men hvad tænker de, der stadig stemmer på Konservative – eller for nylig har fravalgt dem? Og hvor findes de få konservative vælgere, der er tilbage?

BT tog på jagt efter dem i Vedbæk havn. Og fandt ud af at selv folk, der er medlemmer af Det Konservative Folkeparti ikke er blege for at stemme på Liberal Alliance.

»Jeg har betalt kontingent til De Konservative i mange år. Men jeg må nok erkende, at ved sidste valg stemte jeg på Liberal Alliance,« siger direktør Michael Bo Jensen, der er ved at klargøre sin båd i den blide forårssol.

»Jeg tror Konservative skal prøve at markedsføre sig selv som et anstændigt borgerligt parti. Det prøver de sikkert også, men det er en lang hård vej. Jeg tror, Søren Pape har det svært, fordi det er noget helt andet at være på Christiansborg end i Viborg Byråd. Jeg er ikke sikker på, han kan klare alle rævekagerne,« siger Michael Bo Jensen.

Lenes afbud

Mange mener, at de Konservatives nyeste nedtur begyndte, da Lene Espersen blev udenrigsminister og fravalgte et møde med Hillary Clinton. Men det er alt for enkelt, mener han.

»Det kedelige er, at al politik er blevet meget personafhængigt og populistisk. Vi burde stemme mere efter overbevisning i stedet for at gå efter hvem, der er gode i medierne. Nogle af de konservative ideer findes andre steder, f.eks. i Liberal QAlliance. Men ikke i Dansk Folkeparti. Alt det med Gud, konge og fædreland, ved DF ikke et klap om,« siger Michael Bo Jensen.

Helt tilbage til Schlüter

En anden tidligere konservativ vælger, pensioneret marketingschef Kurt Reinhardt, der lufter sin hund i Vedbæk havn, siger:

»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst stemte konservativt. Det er nok et par valg siden. Jeg var ikke så glad for Lars Barfoed. Vi skal nok helt tilbage tilbage til Schlüter, før det var rigtig godt. Men jeg kan egentlig meget godt lide Søren Pape. Det er ikke nogen nem opgave, han har påtaget sig. De Konservative er ikke markante nok. Det bliver ikke nemt at vende udviklingen. Hvis jeg skulle stemme i dag, ved jeg ikke, hvor jeg ville stemme. Ved sidste valg stemte jeg på Margrethe Vestager (R). Hun er dygtig. Jeg kan ikke stemme på Venstre. Lars Løkke er helt utroværdig,« mener Kurt Reinhardt.

Flere andre, der er ved at gøre deres både klar til sommerens maritime forlystelser, ryster på hovedet over de Konservative.

»Jeg har nok stemt på dem engang. Men nu er det Liberal Alliance,« lyder svaret fra flere nordsjællændere, der ikke vil i avisen.

De Konservative, der fyldte 100 år sidste år, havde deres seneste storhedstid i 1980erne hvor de gik fra at ’kunne holde møder i en telefonboks’ til at blive landets største parti i 1984 under ledelse af Poul Schlüter.

Efter opslidende magtkampe efter Hans Engells sammenstød med en betonklods i 1997, blev partiet stabiliseret på omkring 10 pct. under Bendt Bendtsen.

Den nuværende nedtur begyndte, da Bendtsens efterfølger, Lene Espersen, tog udenrigsministerposten fra populære Per Stig Møller, og valgte at tage på ferie i stedet for at mødes med Hillary Clinton.

Efterfølgeren Lars Barfoed lavede et taktisk selvmål, da han trykkede hånd med Margrethe Vestager i Berlingske. Hverken Lene Espersen, Lars Barfoed eller Søren Pape Poulsen har siden formået at genoprette kursen, der er kommet fartruende tæt på spærregrænsen.