Det ser ikke godt ud, at Søren Pape nu betaler middagsregning tilbage til Viborg Kommune.

Det mener Dansk Folkepartis Dennis Flydtkjær i sagen om 42-årige Søren Pape Poulsen, der  i december sidste år lod skatteyderne betale for en to-personers middag med sin nuværende kæreste på en idyllisk kro. Pape, der dengang var borgmester i Viborg, betaler nu pengene tilbage. Det sker efter BT har fået aktindsigt i bilaget.

- Hvis det har været i arbejdsøjemed, så er det helt okay, at en borgmester tager en gæst med ud at spise. Det er fair nok. Men det ser uprofessionelt ud, når han så alligevel vælger at betale pengene tilbage. Havde det været helt inden for rammerne, så skulle han jo have holdt fast i sin første forklaring. Det her giver et underligt, mudret billede, siger MF Dennis Flydtkjær.

Havde Søren Pape overhovedet været i tvivl om, hvorvidt det var en ren arbejdsrelateret middag, skulle han fra begyndelsen have betalt regningen selv, siger Flydtkjær.

- Han er åbenbart kommet frem til den erkendelse, at det godt kan se lidt forkert ud. Men det skulle han have tænkt over fra starten. Det er jo ikke sådan, at vi går for sulteløn vi politikere. Heller ikke borgmestre, der jo får mere i løn, end vi gør i Folketinget, siger Dennis Flydtkjær.

Søren Pape Poulsen tjente som borgmester i Viborg 737.906 kr. plus et tillæg på 88.033 kr. Som medlem af bestyrelsen og formand for Internationalt Udvalg i Kommunernes Landsforening fik han henholdsvis 62.201 kr. og 207.058 kr. I alt tjente han altså 1.095.536 kr. om året.