Adm. direktør Søren Gade fratræder sin stilling som topchef for erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer. Søren Gade har ikke ønsket at fortsætte i en ny ledelsesstruktur, og fratræder efter gensidig aftale, oplyser Landbrug & Fødevarer.

Søren Gade forlader Landbrug & Fødevarer, som han har stået i spidsen for og moderniseret igennem de seneste år. Det bekræfter erhvervsorganisationen i en pressemeddelelse.

Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild beklager, at Søren Gade ikke længere kan være organisationens markante talsmand.

»Søren Gade har både som lobbyist og offentlig talsmand givet Landbrug & Fødevarer en endnu mere synlig placering i det danske samfund. Det vil jeg gerne sige Søren Gade stor tak for. Både landmænd og virksomheder har haft stor glæde af Søren Gades altid aktive arbejde for fødevareklyngens mange mærkesager. Det er derfor med beklagelse, at vores veje nu skilles,« siger formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarer har for kort tid siden internt udnævnt en viceadm. direktør, Anne Arhnung, der skal have fokus på organisationens interne udvikling. Den nye struktur har Søren Gade ikke ønsket at medvirke til.

Søren Gade siger om sin fratrædelse:

»Det har været en stor glæde at få lov at kæmpe for de mange landmænd og virksomheder, der hver dag sørger for, at vi andre kan få brød, smør, mælk og kød på bordet. Jeg synes, at L&F gennem de seneste år har formået at få endnu større gennemslagskraft som repræsentant for et af Danmarks vigtigste væksterhverv. Det arbejde er jeg glad for at have bidraget til. Jeg kan dog ikke se mig selv i den nye ledelsesstruktur, og har derfor indgået en for begge parter fornuftig aftale, der betyder, at jeg stopper i Landbrug & Fødevarer,« siger Søren Gade.

Søren Gade tiltrådte som adm. direktør i Landbrug & Fødevarer 1. maj 2012. L&F er i gang med en proces for at få ansat en ny adm. direktør.

BNB