En række socialdemokrater på Christiansborg vil favorisere den traditionelle fagbevægelse centreret om LO frem for de såkaldte gule fagforeninger, der står uden for de faglige hovedorganisationer, skriver Berlingske.
Hvis en virksomhed fremover byder ind på en offentlig opgave i kommunerne, skal virksomheden oplyse, hvilken overenskomst og hvilke forhold lønmodtagerne arbejder under, foreslår arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S).
Han opfordrer kommunerne til at sige »nej« til virksomheder med ansatte i de gule fagforeninger.
- Jeg vil opfordre kommunerne til at sikre ordentlige forhold svarende til de gode danske overenskomster, så vi bevarer den danske model og undgår social dumping. Jeg vil ikke forlange, at kommunerne laver sociale klausuler, men jeg vil gerne opfordre dem til det, siger Leif Lahn Jensen, som i første omgang vil afvente et udvalgsarbejde på Christiansborg, som løber frem til oktober og vedrører tiltag, som skal modvirke social dumping.
Først derefter mener han, at politikerne skal forsøge at ændre reglerne på området. Han mener blandt andet, at de gule fagforbund udgør et problem, fordi de har givet afkald på strejkeretten.
- De gule kommer kun, når der skal tjenes penge og skaffes medlemmer. De har ikke gjort en pind for at skabe det arbejdsmarked, vi har i dag, siger han til Berlingske.
Leif Lahn Jensens synspunkt bakkes op af flere partifæller i den socialdemokratiske folketingsgruppe.
- Det er fint, og det ligger helt inden for skiven af, hvad jeg synes, vores ordfører skal gå ud og mene, siger energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Forslaget vækker ingen begejstring hos de gule fagforbund. Kristelig Fagbevægelses (Krifa) formand mener, at der kan være tale om diskrimination.
- Vores overenskomster er lige så gyldige som andre overenskomster. Det har vi arbejdsrettens afgørelse på. Derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor han vil dømme, at vores overenskomster er mindre rigtige end andre overenskomster, siger Søren Fibiger Olesen, som vil have sine jurister til at undersøge, om forslaget kan være i strid med reglerne om ligestilling i det offentlige.
Forslaget bringer også Socialdemokraterne på kollisionskurs med regeringskollegerne i Det Radikale Venstre.
- Vi kan ikke støtte, at virksomheder skal fortælle, hvilken overenskomst de har, når de byder ind i en udbudsrunde, så længe deres aktiviteter er lovlige, siger de Radikales fungerende politiske ordfører, Nadeem Farooq.
I valgkampen blev Socialdemokraterne støttet økonomisk af flere af forbundene under LO. Venstre mener, at forslaget er en modydelse for de penge, som de har fået af LO-forbundene.
. Det er bare endnu et eksempel på, at der skal betales blodpenge til LO-fagbevægelsen for de millioner af kroner, som de brugte på at få Thorning til magten, siger Inger Støjberg (V), som mener, at Socialdemokraterne vil forskelsbehandle danskerne ud fra politiske holdninger med forslaget.
- Det betyder, at der er 400.000 mennesker i de fagforeninger, som ifølge Leif Lahn ikke burde have et arbejde, fordi de ikke deler Leif Lahns politiske holdninger, siger hun.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra S-ledelsen i skikkelse af gruppeformand Henrik Sass Larsen, men han har via Socialdemokraternes pressetjeneste afvist at kommentere forslaget.



