Det viser en rundspørge til en lang række borgmestre og kredsformænd i hele landet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
- Man kan ikke komme uden om, at denne kedelige sag svækker troværdigheden, og jeg er glad for, at der ikke er folketingsvalg nu. Men selv om valget først kommer næste år, vil sagen formentlig blive hevet frem til den tid. Så håber jeg på, at der ikke er foregået fiflerier, siger Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj.
Hans kollega i nabokommunen Brøndby, Ib Terp, håber på en hurtig myndighedsundersøgelse af parret Helle Thorning-Schmidt/Stephen Kinnocks skatteforhold, og at alt er foregået efter bogen.
- Hvis alt er i orden, er det trods alt en tilgivelig fejl, at der er givet fejlagtige oplysninger til Justitsministeriet. Der er ingen tvivl om, at det ikke ligefrem er en styrkelse af vores position, men jeg bakker helt op om hende, der er ikke andet at gøre,« siger Ib Terp, der tilføjer, at situationen er helt anderledes, hvis det viser sig, at der er foregået forsøg på skatteundragelse.
En Rambøll-måling i Morgenavisen Jyllands-Posten i går viste, at 8 af 10 danskere mener, at Helle Thorning-Schmidts troværdighed har lidt stor skade efter afsløringen af, at hun har givet forkerte oplysninger om ægtefællens ophold i Danmark til Justitsministeriet. En sag, som partiformanden fredag måtte haste hjem fra ferie og beklage.
Troværdig forklaring
Arne Boelt, borgmester i Hjørring Kommune, er tilfreds med, at hun afbrød ferien.
- Hun har givet nogle meget fornuftige og troværdige forklaringer, og min tillid til hende er ikke ændret. Vi skal nu have kommunikeret alt ud til medlemmerne, og jeg tror så, at partiet sagtens kan diskutere skatteforhold med stor troværdighed frem mod næste valg, vurderer Arne Boelt.
Samme vurdering har Hans Jørgensen, borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.
- Jeg stoler fuldt ud på hende. Mange andre politikere har også lig i lasten, men hvis der kan diskuteres politik frem for personlige enkeltsager, er jeg ikke bekymret for, hvordan det skal gå, siger han.
En ærgerlig sag
Borgmester H.C. Østerbye, Holstebro, kalder sagen ærgerlig, og han roser partiformanden for hurtigt at have reageret og kommet med en forklaring på sagen.
- Alt drejer sig om troværdighed, og selvom den kan være svækket nu, kan det ændre sig frem mod et valg, siger han.
Flere af socialdemokraterne forventer dog et kortvarigt dyk i meningsmålingerne efter sagen, og de fleste roser ligefrem partiformanden for håndteringen af sagen, da hun kom hjem fredag.
- Hun har udvist fremragende krisehåndtering, som er en kommende statsminister værdig, siger Anthony Tønnesen, lokalformand i Ribe og formand for partiets fællesbestyrelse i Esbjerg.
- Inden hun kom hjem og forklarede sig, ville jeg også have sagt, at sagen havde skadet hendes troværdighed. Men i dag er jeg ikke i tvivl om, at hun blot har begået en dum og sløset fejl. Jeg er helt overbevist om, at det ikke handler om skattespekulation, siger Anthony Tønnesen.
Også blandt partifolk i Århus, Skanderborg, Holstebro, Odense, Nyborg og på Djursland og Lolland er der noget nær 100 pct. opbakning til Helle Thorning-Schmidt.
- Jeg går ud fra, at der er en økonomisk rådgiver, der har hjulpet parret, og at alt er i orden. Men hvis det viser sig, at der eksempelvis ikke er betalt den skat, der skulle betales, så står vi i en helt anden situation, og så må vi diskutere sagerne til den tid, siger Nyborgs borgmester, Erik Christensen.




















