Danske vælgere oplever en højredrejning i rød blok, og det kan et socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation godt forstå. Vi har tabt dagsordenerne på gulvet, lyder det.

Socialdemokraterne har fuldstændig tabt diskussionerne om Fattig-Carina og kriminelle med anden etnisk baggrund end dansk til de borgerlige.

Det konstaterer Lars Aslan Rasmussen (S), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Udmeldingen kommer, efter at vælgerundersøgelser foretaget af Aarhus Universitet og YouGov har vist, at danske vælgere oplever en generel højredrejning i rød blok.

- Det er rigtig ærgerligt, og det er noget, man skal tage meget alvorligt, for vi er ikke borgerlige, og vi skal heller ikke være det. Vi skal være et klart alternativ til Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, og hvis folk ikke kan mærke det, så er det, at tingene skrider for os, og vi risikerer at tabe magten ved næste valg, siger han.

Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) siger, at vælgernes oplevelse af en højredrejning i Socialdemokratiet skyldes »en myte« skabt på højrefløjen, men Lars Aslan Rasmussen mener, at vælgerne har ret i, at det ikke er lykkedes Socialdemokraterne at sætte egne dagsordener på en lang række områder.

- Desværre har vi tabt ulighedsdiskussionen, hvor de borgerlige har lykkedes at sætte dagsordenen i en sådan grad, at vi har set, at folk ikke har haft lyst til i særlig stort omfang at give til humanitære organisationer i Danmark med hjælp til fattige, netop fordi det er lykkedes at give et indtryk af, at der ikke er reel fattigdom i Danmark, siger Lars Aslan Rasmussen.

Også på udlændingeområdet har Socialdemokraterne mere eller mindre kopieret både politik og retorik fra især Dansk Folkeparti, mener den socialdemokratiske kommunalpolitiker.

- Vi blev så bange for vores egen skygge, at vi kom til at overtage deres dagsorden alt for meget, og når vi prøver at konkurrere på det her område ved at sige, at folk, der slår med køller på et sygehus, kan tage til nogle andre lande, så er det vand på Dansk Folkepartis mølle. Det gavner udelukkende de borgerlige, og der er vi nødt til at komme med socialdemokratiske løsninger på sociale problemer, siger han.

Han peger desuden på, at man i S og SF som et svar på VKOs omdiskuterede pointsystem for udlændinge »bare lavede vores eget«, og den nuværende opposition har i det hele taget »været meget mere opposition, end vi var i de ti år de havde magten«, siger Lars Aslan Rasmussen.