Socialdemokraterne begrunder de stigende billetpriser i den kollektive trafik med den almindelige løn- og prisudvikling og lover at tage det op i det nye år.

Trods SF-løfter om det modsatte i valgkampen i 2011 er billetpriserne i den kollektive trafik steget. Og ser ud til at gøre det igen i 2015. Utilfredsstillende, erkender Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn (S).

»Det er irriterende og frustrerende. Så vi skal først i det nye år have det her på det politiske værksted i ordførerkredsen,« siger han til BT.

Avisen har lavet beregninger med tal fra Danmarks Statistik, der viser, at priserne på togbilletter, herunder gennemsnitsprisen for alle typer billetter, er steget med 11 procent fra september 2011, hvor den nye regering så dagens lys, til og med november 2014. I valgkampen lovede SFs formand, Villy Søvndal (SF), ellers, at det skulle være billigere.

I BT beskylder Venstre og Dansk Folkeparti regeringen for løftebrud. Rasmus Prehn peger på den almindelige pris- og lønudvikling som en af årsagerne til stigningen. Og så kan regeringen ikke bestemme det hele, pointerer han.

»En del af stigningen er den almindelige pris- og lønudvikling, og så har trafikselskaberne selvstyre, som betyder, at der sidder lokale byråd og regionsrepræsentanter, der også bestemmer de her ting,« siger transportordføreren.

Rasmus Prehn mener, at prisstigningerne havde været højere, hvis regeringen ikke havde afsat en halv milliard kroner hvert år til billigere billetter.