Regeringen skærer 4.000 studiepladser væk for at tilpasse de videregående uddannelser til arbejdsmarkedets behov. Særligt humaniora står for skud.

Regeringen vil have nedlagt knap 4.000 studiepladser på uddannelser, der uddanner for mange til arbejdsløshed. Og nybruddet i styringen af de videregående uddannelser vil især ramme de humanistiske fag, skriver Politiken.

Regeringen dikterer, at der på tre år skal skæres 2.363 pladser væk fra universiteterne, så der blandt andet skal optages 30 procent færre på kandidatdelen af uddannelser på sprogfag, æstetiske fag og medier og kommunikation.

De øvrige studiepladser skal skæres fra erhvervsakademier og professionshøjskoler, der ligesom universiteterne allerede fra optaget til næste sommer skal ændre uddannelsesudbud.

Regeringens beslutning bliver mødt med store protester fra de studerende og ledelserne på universiteterne. Blandt andet påpeger rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen, at nedskæringen kan betyde, at hele uddannelser må lukke, hvis der bliver for få studerende.

»Det kan betyde, at vi for eksempel skal reducere optaget i tysk, som refererer til Danmarks største eksportmarked. Kan det virkelig være i erhvervslivets interesse?,« siger han til avisen.

Det er ifølge Politiken universiteterne selv, der inden 20. november skal fordele nedskæringen på konkrete fag inden for en række områder udpeget af regeringen.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) understreger over for avisen, at hun har været i tæt dialog med uddannelsesinstitutionerne om nedskæringsmodellen.