Den seneste tids voldsomme debat om flere mediers foromtale af statsministerens nytårstale får nu konsekvenser. Pressen vil ikke længere få talen på forhånd.

Statsministeriet vil ikke længere på forhånd udsende statsministerens nytårstale til pressen.

Det oplyser Statsministeriet i en kortfattet pressemeddelelse.

Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) først tonede frem på skærmen klokken 19.15 den 1. januar for at holde den traditionsrige nytårstale til danskerne, havde en række politiske journalister og kommentatorer allerede modtaget talen klausuleret på mail klokken 11.30.

På blandt andet DR »gættede« politiske eksperter på, hvad talen ville indeholde - vel at mærke selv om de havde læst den, og det har efterfølgende udløst massiv debat.

DR har efterfølgende ændret procedure, så DRs journalister ikke længere skal stå på direkte tv og lade som om, at de gætter på talens indhold, når de allerede har læst den.

Men den mulighed får pressen altså slet ikke til næste år.

- På baggrund af den seneste tids debat om mediernes føromtale af statsministerens nytårstale skal jeg oplyse, at statsministerens nytårstale fremover vil blive udsendt klausuleret til pressen 1. januar kl. 19.00, skriver Statsministeriets administrationschef, Torben Skovgaard Andersen.

BNB