Efter BTs afsløringer og hård kritik fra eksperter.

Udvalg kræver klarhed om regler for makulering. Justitsministeren forklarer, at det ikke er nyt, at PET sletter gamle oplysninger, som ikke er relevante længere.

Fik den nuværende erhvervs-minister, Ole Sohn (SF), i sin tid særbehandling af S-R-regeringen, da justitsminister Bjørn Westh (S) i 1990erne beordrede PETs sagsmappe om Sohn makuleret? Eller skete makuleringen tværtimod helt efter de gængse regler?

Det vil Folketingets Udvalg vedr. efterretningstjenesterne nu have svar på fra Justitsministeriet, skriver Berlingske.

Formand Karsten Nonbo (V) vil om nødvendigt ændre reglerne for sletningen af PET-registreringer:

- Det er vigtigt, at der er en ensartethed, også når PETs registrering af borgere ophører, så alle behandles lige. Hvis det viser sig, at justitsministeren egenhændigt har fået slettet en mappe om Sohn, så er det kritisabelt.

BØR SLETNINGEN AF SOHN-MAPPEN KULEGRAVES? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

En række historikere har kritiseret, at tidligere justitsminister Bjørn Westh beordrede PET til at slette ulovligt indsamlede oplysninger på personer på venstrefløjen, heriblandt den tidligere DKP-formand Ole Sohn.

Derved kan S-R-regeringen have undermineret PET-kommissionens arbejde, som bl.a. skulle kaste lys over eventuelle agenter på venstrefløjen, som arbejdede for fremmede magter under Den Kolde Krig.

Peer Henrik Hansen, museumsinspektør på Koldkrigsmuseum Langelandsfort, siger, at der er tale om »intet mindre end en skandale.«

Tidligere operativ chef for PET Hans Jørgen Bonnichsen vurderer derimod, at sagen er »en tynd kop te«.

Justitsminister Morten Bødskov (S) sendte mandag aften en pressemeddelelse ud, hvor han forklarer, at der »intet nyt« er i, at PET skiller sig af med gamle oplysninger, der er irrelevante for tjenestens nutidige arbejde. Den praksis har været kendt i flere år.

Her siger han samtidigt, at PET faktisk løbende bør slette sager og oplysninger.

- Hvis PET skulle opbevare personoplysninger ud over den tid, den efterretningsmæssige interesse rækker, vil det naturligt lede tankerne hen på forhold, som visse østeuropæiske lande heldigvis forlod for flere år siden, lyder det fra Morten Bødskov.

Bør sletningen af Sohn-mappen kulegraves? Eller er der ikke foregået noget suspekt i den sag?

Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i BT

BNB