Der blev kastet med både cykler og flasker, efter tilhørere ved et debatmøde på Nørrebro med Morten Messerschmidt (DF) torsdag aften gik amok. Politiet måtte trække stavene.

Knap var aftenens debatmøde på Nørrebro, hvor blandt andet Morten Messerschmidt (DF) deltog, slut og tilhørerne ude fra medborgerhuset Korsgadehallen, hvor debatmødet fandt sted, før slåskampen brød ud. En lille gruppe autonome gik amok på en gruppe, der viste sympati med Morten Messerschmidt, skriver bt.dk.

- Nazister, nazister, råbte de mod Messerschmidt-tilhængerne, mens cykler blev kastet gennem luften.

Politiet var ifølge bt.dk mødt talstærkt op med både kampklædte betjente, hundepatruljer og to salatfade. Betjente havde trukket stavene, og de autonome svarede igen ved at kaste flasker mod politiet.

Politiet havde på et tidspunkt jaget nogle af de autonome over mod Blågårds Plads.

Ifølge bt.dks reporter er tre skaldede personer blevet eskorteret væk i en politibil.

Morten Messerschmidt opholdt sig inde i hallen, da slagsmålet brød løs. Allerede inden debatmødet gik i gang, var der flere ting, der tydede på, at der ville blive ballade. Rundt omkring var der ophængt plakater med påskriften: »Morten Messerschmidt ud af Nørrebro«, og da Morten Messerschmidt ankom til hallen, blev han mødt af fem unger, der råbte:

- Ingen nazister i gaden.

Foruden Messerschmidt deltog også Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) i debatten, der omhandlede tonen i indvandrerdebatten.

Ved 22-tiden var der igen ro i gaderne på Nørrebro.