Intet nyt under solen. Sådan lyder reaktionen på ’akutpakken’ fra fire ledige, BT har talt med.

- Nu får vi et brev om, at det er lige om lidt. Ja, det ved vi jo godt, lyder Marco Malcorps’ reaktion på beskæftigelsesminister Mette Frederiksens såkaldte akutpakke, hun fremlagde fredag. Den indeholder blandt andet løftet om, at der sendes et brev til alle, der risikerer at miste dagpengene inden sommeren 2013.

Men akutpakken er tom luft, mener Marco Malcorps på 30, der er uddannet i biblioteks- og informationsvidenskab, mens Tabita Hoffmann, der er uddannet salgsassisten og 26 år, kalder det ’mere af det samme’.

Skuffelsen deles af 42-årige Claus Blak, der for snart fire år siden var offer for en stor fyringsrunde på TDC, hvor han var ansat som tekniker.

- Jeg havde håbet på at se nogle reelle job i stedet. Det er det, vi råber og skriger på, siger han.

Med akutpakken vil Mette Frederiksen blandt andet skabe bedre muligheder for jobrotation og ret til tilskud til opkvalificeringsjob.

- Jeg har i lang tid haft en aftale med mit eget jobcenter om, at jeg kunne få tilskud til opkvalificering, hvis jeg fandt noget relevant, siger Claus Blak, mens Marco Malcorps er yderst skeptisk over for flere jobrotationsordninger.

- Der findes så mange ordninger, hvor man kan få en fod indenfor, og de fleste bruger virksomhederne til at finde midlertidig billig arbejdskraft. Det man har brug for er ikke at få en fod indenfor, men at komme indenfor. Og med jobrotation er du stadig afhængig af andres vilje til at trække sig fra arbejdsmarkedet et stykke tid.

Og jobrotation skaber ingen nye job, påpeger 55-årige John Berthelsen fra Aars.

- Så er der nogle, der kommer på kursus, mens vi andre kan komme ind i mellemtiden. Så kan vi blive opkvalificeret bagefter, og så kører det bare i ring, siger han.

Om forslaget om at hver enkelt skal tilknyttes en personlig jobformilder siger Tabita Hoffmann:

- Det lyder som en god ide, så man ikke bliver kastet rundt til tyve forskellige og skal fortælle sin historie om og om igen, siger Tabita Hoffmann. Ligesom Claus Blak kan hun dog ikke se meningen i, at jobformidleren skal hjælpe med ansøgninger og jobsamtaler. Den slags kurser har de allerede fået masser af, fortæller de.