Vold, trusler og religiøs kontrol.

Det var en del af hverdagen på den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole i København, hvor der for nylig blev fundet undervisningsmateriale om jihad (hellig krig) i et kopirum.

Det står endnu en tidligere lærer nu frem og fortæller.

Gitte Ørnkow skrev sine oplevelser som lærer på skolen i 2008 ned i et manuskript, som hun havde tænkt sig, skulle udgives på JP/Politikens Forlag, men som aldrig blev udgivet. BT har læst manuskriptet, som byder på en række skræmmende indblik i virkeligheden bag de lukkede døre på Tomsgaardsvej i Nordvest-kvarteret.

SCENE 1: EN KNIV

»I har undertrykt os i generationer, men nu er det jeres tur til at lide,« lyder en af kommentarerne og en dreng går helt tæt på mig og spørger:

»Hvorfor skyder I ikke Kurt Westergaard? Godt, at han lever som en hund!«

»Vi pisser på det danske kors!« runger det gennem lokalet, og der bliver råbt og skreget.

Desværre kan jeg ikke berolige dem med andet end, at Danmark er et frit land, og at vi har ytringsfrihed, men at vi skal tage hensyn til hinanden.

Drengene er ikke tilfredse med mit svar, og da jeg går ud af døren, hører jeg en stemme hviske:

»Ismael har en gave til dig. En kniv!«

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

En almindelig skoledag med 6 B for Gitte Ørnkow, hvor drengene selv er begyndt at snakke om Muhammed-tegningerne, og vil vide, hvor deres lærer står.

»Jeg kan tydeligt huske det i dag. Vi var på vej ud af klasselokalet efter timen, og han havde munden helt henne ved mit øre, og hviskede »en kniv.« Jeg var ret rystet bagefter, og skulle lige sunde mig ovenpå det. Men der skete jo ikke noget, og jeg følte også, at det var synd for de drenge, fordi de var udsat for social kontrol hjemmefra. De er selv ofre, og fanget i det her miljø,« siger Gitte Ørnkow, mens vi sidder på Kaffesalonen på Nørrebro ved søerne i silende regn, og snakker om hendes oplevelser for ni år siden, og bogen »Svigt«, som aldrig udkom.

Da nyheden kom frem om, at der var fundet undervisningsmateriale med tekster om martyrer, jihad, billeder af geværer og overskriften ' Afsted til jihad alle fremtidens unge' på den muslimske friskole Nord-Vest Privatskole i København, kom det ikke bag på Gitte Ørnkow.

Hun bor selv på Nørrebro, og hun var en ildsjæl, der gerne ville arbejde med muslimske børn, og var lykkelig for at få jobbet på Nord-Vest Privatskole med shiamuslimske børn fra Libanon og Irak. Hun er selv buddhist, og glædede sig til at undervise børnene i dansk, musik og religion, herunder kristendom, på et filosofisk plan.

Men det blev der ikke meget af. Religion bestod af koranlæsning, som en arabisk lærer tog sig af, musik var ikke tilladt, og pigerne måtte hverken synge, danse eller dyrke idræt. Et år senere var Gitte Ørnkow skuffet og desillusioneret. Hun havde prøvet at skrive læserbreve, som ikke blev rykt, og overvekede at klage til myndighederne. I stedet endte hun med at skrive sine oplevelser ned i bogen, som aldrig udkom.

Nord-Vest Privatskole er sat under opsyn, og seks andre muslimske friskoler bliver  finkæmmet af Styrelsen for Kvalitet og Undervisning for at undersøge, om de lever op til danske demokratiske værdier.

Skolerne er udpeget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet på baggrund af konkrete klager fra forældre, lærere og tidligere lærere. Der er 26 muslimske friskoler i Danmark, så styrelsen har luppen fremme i forhold til ca. hver fjerde.

Manglende ligestilling, trusler mod forældre, vold mod elever, manglende seksualoplysning og kritik af censorer ved eksamen er nogle af de klager, der ligger til grund.

SCENE 2: DANSKERSVIN

»Hvad er det for noget,« spørger inspektøren.

Han har læst et af digtene, der ligger på bordet i kopirummet, som jeg er ved at samle i en mappe. Han er chokeret over indholdet:

AK sidder i klassen

med det rim i kassen.

Så er det bare med at passe på,

inden han flækker din tå.

Når han møder et danskersvin

gør han ham til grin,

brækker hans ben,

og danskeren samler sine tænder

med sine to brækkede hænder.

Vi stikker ham ned

som en forbandet ged,

og hvis det er sådan, det skal vær',

henter vi vores gevær

og skyder den danske hær

»Det skal bruges i Poetry Slam-konkurrencen, jeg øver på med 5. og 6. klasserne,« forklarer jeg.

»Vi har aftalt at ordet er frit, og at eleverne selv må bestemme, hvordan de vil opføre deres tekster,« siger jeg.

Inspektøren ser betænkelig ud, og det kan jeg ikke fortænke ham i, for tonen er rå og til tider racistisk. Eleverne er inspireret af jargonen fra internetforummet Arto og amerikansk gangsterrap, og jeg har selv tænkt, at det er rystende så lidt danske, de føler sig.

Gitte Ørnkow har det ikke godt med jargonen, men hun under børnene at få succes ved Poetry Slam, for det er en af de få begivenheder i skoleåret, børnene virkelig er gået op i. Pludselig er de helt fokuserede, sidder i grupper og skriver løs.

»Det var jo sådan noget gangstersprog. Det var os mod dem. Pigerne måtte egentlig ikke gå op på en scene, men nogle af dem gjorde det alligevel. De får en anden opdragelse, og må hverken danse eller lave gymnastik. Det foregik ikke på et demokratisk grundlag. Det er ni år siden, men efter det jeg læser i medierne, er der ikke noget, der er ændret,« siger Gitte Ørnkow.

»Jeg synes det er fint, at folk har en tro, og jeg synes, de må selv om, hvad at de tror på. Men jeg synes også, folk selv skal tage stilling. Det er et parallelsamfund på den skole. Og da jeg var der, kom styrelsen ikke på uanmeldt besøg. Det vidste man i forvejen, og jeg har selv været med til at forklare tilsynet, at vi nok skulle få styr på de ting, der manglede, f.eks. lokaler til husgerning og idræt. Det troede jeg selv på, men det skete ikke.«

SCENE 3: LUSSINGER

Pludselig kommer en lærervikar hen til mig:

»Jeg har lige set Muhammed (skolens formand, red.) slå tre børn!«

Han stod i kantinen og spillede bordtennis med en gruppe børn, men kunne så høre skolens formand komme ned af trapperne i den modsatte ende med tre børn i et fast greb. Han skubbede dem hårdt ind i væggen, råbte og skreg på arabisk og tog hårdt fat om den ene drengs nakke og smadrede hans hoved ned i en træstol. Herefter gav han drengene et par lussinger. De græd og var bange, men det var alle de andre børn også.

Næste dag forklarede inspektøren, at at han havde talt med Muhammed, og at Muhammed undskyldte mange gange med at han var stresset og havde handlet overilet, og at han fremover ville holde sig væk fra skolen, så det ikke gentog sig.

Det med at holde sig væk holdt nu ikke længe. Men børnene var ikke uvante med fysisk afstraffelse. Flere af dem fortalte Gitte Ørnkow hvordan de hjemme var blevet lagt over en stol og slået med et bælte.

»Jeg synes, man skal fjerne tilskuddet til de muslimske friskoler. Vi er jo et frit tænkende land, så vi kan ikke bare lukke skoler, fordi vi er uenige. Men man må da kunne gøre et eller andet, når vi er ude i sådan nogle ekstremer og demokratiet er truet.«

»Pigerne skal have tørklæde på fra de er ni år og nogle har det før. De måtte ikke have bælte på eller bruge parfume eller læbepomade. Jeg synes det er et overgreb, at man tvinger pigerne på den måde. Man kan ikke komme fra Mellemøsten og fastholde disse fundamentalistiske ideer. Man må prøve at tilpasse sig,« siger Gitte Ørnkow, der i næste måned skal deltage i en debat på Christiansborg om muslimske friskoler.

BT talte i går med skoleinspektør Søren Waast, men han ønsker ikke at udtale sig. Vi har også prøvet at kontakte skolens bestyrelsesformand: Mustafa Al-Sawaf og talsmand Sura M. Twayg uden held.

På JP/Politikens forlag forklarer forlagschef Kim Hundevadt at bogen ikke blev udgivet, fordi manuskriptet ikke levede op til forventningerne.

»Vi vurderede, at materialet ikke havde substans nok til at kunne bære en bogudgivelse,« siger han.