Det er yderst kritisabelt, at myndighederne ikke en eneste gang har rejst sigtelse på trods af adskillige sager om ulovlig partistøtte, mener Enhedslisten, der kræver svar fra justitsministeren.

Der er ingen konsekvenser, når partierne bryder partistøtteloven. »Totalt uacceptabelt,« mener Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper (Ø).

Myndighederne har nemlig aldrig rejst sigtelse i - eller systematisk håndhævet - partistøtteloven, der blandt andet kræver åbenhed om hvem, der sender store bidrag ind i partiernes kasser, skriver Jyllands-Posten søndag.

»Det er jo meget uheldigt, at borgerne kan få indtryk af, at der gælder et særligt regelsæt for politikerne. Når politikerne og partierne bryder loven, skal der selvfølgelig være konsekvenser. Ellers er det skadeligt for borgernes tillid til det politiske system,« siger Pernille Skipper til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun foreslår, at man indfører et selvstændigt tilsyn med partistøtten.

»Tilsynet kan lave stikprøvekontroller i partiernes regnskaber, og have et klart ansvar for at løfte de sager, der måtte være. Sådan er det på alle mulige andre områder, så hvorfor skulle det ikke være sådan, når det gælder politikere og partier,« spørger Skipper.

Enhedslisten har nu kaldt justitsminister Mette Frederiksen (S) i samråd, hvor ministeren skal redegøre for, hvorfor den nuværende lovgivning ikke håndhæves.

»Regeringen har allerede nedsat et udvalg, der snart kommer med anbefalinger til nye regler for mere åbenhed. I Enhedslisten foreslår vi nu, at vi udover mere åbenhed også skal se på, hvordan reglerne kan håndhæves bedre gennem et selvstændigt tilsyn,« siger Pernille Skipper.