Der venter verbale tæsk til toppen af Skatteministeriet, herunder tidligere minister Troels Lund Poulsen (V), når skattedirektør Erling Andersen torsdag sætter sig i vidneskranken foran Skattesagskommissionen.

Skattedirektør Erling Andersen har i Berlingske beskrevet sig selv som en mand, der er »kendt for at sige sin mening«. Torsdag vil det vise sig, om direktøren tør sige den foran Skattesagskommissionen, som undersøger læk og magtmisbrug i Skat Københavns behandling af Thorning-parrets skattesag i 2010.

Han har gjort det før - i den redegørelse, han i efteråret 2011 afleverede til daværende skatteminister Thor Möger (SF). En redegørelse, der var medvirkende årsag til, at undersøgelseskommissionen overhovedet blev nedsat. Heri skriver Erling Andersen, at daværende »departementschef Peter Loft, særlig rådgiver Peter Arnfeldt og skatteminister Troels Lund Poulsen angriber Skat Københavns afgørelse«, og at ministeren ligefrem har forsøgt at få afgørelsen »omgjort«.

Erling Andersen og sagsbehandlergruppen i Skat København traf afgørelse i Thorning-parrets skattesag 16. september 2010: Stephen Kinnock var ikke skattepligtig i Danmark 2007-2009, lød konklusionen.

Samme dag stillede ministeren og hans spindoktor ifølge Andersens kollega, skattedirektør Lisbeth Rasmussen, flere detaljerede spørgsmål om Kinnocks skatteforhold. De ville eksempelvis vide, om Thornings køb af en lejlighed på Amager i 2000 betød, at hun og Kinnock aldrig var sluppet ud af dansk skattepligt, og at Skat Københavns frifindelse dermed var forkert.

Læser man Erling Andersens redegørelse og Lisbeth Rasmussens famøse dagbogsnotater - der i oktober blev lækket til BT - tegner der sig et klart billede af, at toppen af Skatteministeriet forsøgte at blande sig i sagsbehandlingen, selvom hverken ministeren eller departementet må involvere sig i afgørelser af enkeltsager.

Sammen fører de to skattedirektører nu an i noget, der ligner et åbent opgør mellem Skat København og Skatteministeriet. Et opgør, der kan få fornyet kraft torsdag, når det er Erling Andersens tur i vidneskranken.

- Jeg er opdraget i en familie, hvor man passer sit arbejde og omgås andre mennesker på en ordentlig måde. Men jeg kan samtidig være ret markant, har Erling Andersen sagt til Berlingske.

Afhøringen af skattedirektøren foregår i de nedlagte retslokaler på Fremtidsvej 1 i Søborg, og alle er velkommen til at sætte sig på tilhørerrækkerne, når kommissionens udspørger går i gang klokken 9.30.