Flere private oplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mand, Stephen Kinnock, risikerer at nå offentligheden i den allerede ømtålelige skattesag.

Sådan begrundede advokat Nikolai Westergaard torsdag ønsket om lukkede døre, inden hans klient, afdelingsleder Inger Kirstine Sommer Hansen fra Skat København, skulle afhøres af skattesagskommissionen.

- Materialet indeholder åbenbare personlige forhold – også oplysninger som ligger ude over Stephen Kinnocks seksuelle orientering, sagde Nikolai Westergaard.

Rygtet om Stephen Kinnocks homoseksualitet blev bragt ind i skattesagen, da parrets revisor, Frode Holm, på et møde i Skat København den 26. august 2010 blev presset for en forklaring på, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke selv ville møde op og redegøre for parrets samliv. To år senere måtte statsministeren dementere rygtet på forsiden af dagbladet Politiken.

På den baggrund argumenterede advokat Westergaard for, at kontoudskrifter og andre private oplysninger, som Stephen Kinnock har udleveret til de embedsmænd i Skat København, der har undersøgt hans skatteforhold, afskæres fra offentligheden:

- De er givet under den forudsætning, at oplysningerne er strengt fortrolige.

Nej til lukkede døre

I det tidligere retslokale i Gladsaxe, hvor Skattesagskommissionens afhøringer forgår, er embedsmændenes tavshedspligt ophævet. Tilhørerpladserne er samtidig spækket med de journalister, som ifølge Westergaard afsporer skattesagen med 'snagen i privatliv'. Derfor krævede han lukkede døre, alternativt referatforbud.

Men efter kort betænkningstid afviste undersøgelseskommissionen kravet. Kommissionens formand, Lars E. Andersen, fastslog, at den åbne linje skal fortsættes.

- Vi mener ikke, at betingelserne for lukkede døre er opfyldt, sagde han.

Da Berlingske efter dagens afhøringer forsøgte at få Nikolai Westergaard til at uddybe sin begrundelse for lukkede døre og få svar på, om hans bekymring havde vist sig at være begrundet, var hans eneste svar 'nej' og 'hørte du ikke, jeg sagde nej.'

Derimod forklarede flere af de øvrige bisiddere, at de har svært ved at forstå anmodningen. Og at bekymringen i deres øjne viste sig ubegrundet, eftersom ingen følsomme oplysninger om Stephens Kinnocks privatliv kom frem under gårdagens afhøring.

Ifølge Berlingskes oplysninger er bankoplysninger dog ikke inkluderet i det materiale, som skattesagens bisiddere og til dels vidner har fået adgang til, selv om bankoplysninger indgår i Skat Københavns undersøgelse.

Skattesagskommissionen skar i går også igennem i et andet spørgsmål om private oplysninger og pressen. Den pålagde ikke journalister og redaktører på dagbladet BT vidnepligt om kilden til BTs artikel om skatteafgørelsen den 8. september 2011 – en uge inden folketingsvalget. Afgørelsen blev truffet med stemmerne to mod en.

Kommissionsmedlem Martin Simonsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at 'BT eller kilden/kilderne har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse kan siges at være af samfundsmæssig betydning.'