Det lille parti, der efterhånden ikke tiltrækker sig opmærksomhed af betydning, har nu spillet ud med nogle logiske principper: Det ene er, at De Radikale -i modsætning til VK -ikke tror på det realistiske i at bremse kraftigt op, hvad angår væksten i den offentlige sektor.
Det andet er afvisningen af, at de flere penge til velfærden skal findes gennem skatte-eller afgiftsforhøjelser. Finansiering skal komme gennem reformer -herunder især afskaffelse af efterlønsordningen.
Presset på den offentlige sektor og ikke mindst borgernes berettigede forventninger til et ordentligt serviceniveau betyder, at De Radikale anerkender, at nulvækst ikke er mulig. Men Margrethe Vestager køber ikke Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals plan om, at en del af finansieringen af en større offentlig sektor skal findes gennem millionærskat, øgede erhvervsskatter og andre dele af S-SF-planen 'Fair Forandring'.
De Radikales befriende klare markering af, at flere skatter og afgifter ikke er fremtidens svar i den økonomiske politik, udgør således en ekstrem vigtig skillelinje i forhold til resten af oppositionen. Også hvad angår udlændingepolitikken har De Radikale grundholdninger, der slet ikke svarer til den politik, S-SF har lovet vælgerne.
Spørgsmålet er derfor, om tiden ikke er inde til, at De Radikale smækker hårdere med døren? At man i det mindste frem til valget slår på, at De Radikale nok vil pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, men at man ikke styrer efter et regeringssamarbejde med hende og Villy Søvndal.
Det ville styrke De Radikales troværdighed, hvis de er parate til at tage konsekvensen af, at noget er hjerteblod.
Inderst inde kan de færreste politikere se sig selv uden en ministertitel, hvis muligheden byder sig. Rødt flertal vil da også så godt som sikkert ende med en S-SF-R-regering.
De Radikale er sultne efter at komme til fadet, og alternativet -Lars Løkke -er endnu værre for Vestager & Co. Endelig har Socialdemokraterne en interesse i at få De Radikale med.
Men frem til valget risikerer De Radikale at stå som dem, der blot har opnået det dårligste af begge verdener: Ingen større vælgeropbakning til de ellers slagkraftige mærkesager -og ingen udsigt til at få reel indflydelse på et nyt regeringsgrundlag.
