De 17 forslag fra S om skattely batter ikke meget. Men flere ressourcer til Skat ville være godt, lyder det.

København: Socialdemokraternes forslag til at bekæmpe skattesnyd er mest symbolpolitik.

Det mener skatteadvokat Torben Bagge, ekstern lektor ved Aarhus Universitet, om de 17 forslag mod skattely, som Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, har præsenteret 1. maj.

Forslagene er fordelt på fem indsatsområder: Intensiv myndighedsindsats, hårdere konsekvenser for skattesnyd, bedre adgang til beviser om skattesnyd, bedre dobbeltbeskatningsoverenskomster, og at regeringen skal øge presset i EU-arbejdet.

Men det er ikke forslag, som Torben Bagge giver meget for.

- Helt overordnet kommer det ikke til at betyde ret meget. Jeg synes, det virker som symbolpolitik, som ikke kommer til at flytte meget.

Det eneste forslag, som Torben Bagge mener vil rykke ved noget, er at tilføre flere ressourcer til Skat.

- Det er super hensigtsmæssigt, så der kommer en bedre kontrol. Men mange af de andre forslag har vi i forvejen. Eksempelvis kan vi i dag straffe rådgivere, siger han og hentyder til forslaget om, at det skal være nemmere at straffe rådgivere, som bevidst hjælper deres kunder med at snyde i skat, personligt.

Forslagene fra Socialdemokraterne sker i kølvandet på det massive læk af fortrolige dokumenter om skattely i Panama, de såkaldte Panama-papirer.

/ritzau/