Skatteekspert: Derfor er praksis-ændring i Kinnocks skattesag alvorlig

Det kan have betydning for massevis af danskere, der bor i udlandet, at Skat ophævede et krav under behandlingen af Stephen Kinnocks skattesag. Det forklarer en ekspert i skatteret.

Først så stod det der, men pludselig var det væk.

Kravet om, at man kun kan slippe for skattepligt, hvis man har opholdt uden for Danmark i en midlertidig periode på maksimalt to til tre år forsvandt pludselig fra Skats juridiske vejledning (den såkaldte ligningsvejledning) i sommeren 2010. Samtidig behandlede Skat den meget omdiskuterede sag om, hvorvidt statsminister Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var skattepligtig i Danmark eller ej.

Ifølge Berlingske var det tre medarbejdere fra Skat København og tre medarbejdere fra Skatteministeriet, der på et møde den 30. august 2010 blev enige om at fjerne kravet. I et notat fra mødet står der, ifølge Berlingske, at embedsmændene mente, at der ikke var 'belæg' for kravet, samt at det 'bygger på en misforståelse'.

Skat informerede dog aldrig offentligheden om, at man havde fjernet kravet fra vejledningen. Og det er et problem, mener Thomas Rønfeldt, der er lektor og fagansvarlig for skatteret ved Aalborg Universitet.

- Efter min opfattelse bør den (ændringen, red.) være meldt klart ud til de skatteydere, der har været i samme situation, siger han til bt.dk og tilføjer:

- Det der helt grundlæggende set er problemet er, at man berigtiger en urigtig retstilstand ved simpelthen at sige, at det her 2-3 års krav ; det ophæver vi. Man ændrer det i ligningsvejledningen, men man fortæller ikke alle andre skatteydere, der er ramt af denne her problemstilling, at den måde de er blevet skattepligtige til Danmark på, mener man faktisk ikke selv er rigtig. Og man gør dem ikke opmærksom på, at de kan komme og få deres sag berigtiget og slippe ud af deres skattepligt på baggrund af de regler, siger han til bt.dk.

Ifølge Thomas Rønfeldt betyder det, at der kan være danskere i udlandet, der betaler skat til Danmark, selvom de egentlige ikke er skattepligtige til Danmark.

- Det er en lillebitte ændring i ligningsvejledningen, og jeg tror ikke, at de fleste borgere kigger i ligningsvejledningen hvert år. Så i bund og grund er det relativt alvorligt, at man ikke går ud og laver en meddelelse og siger, at man har lavet en praksisændring, som betyder, at nogen der er skattepligtige ikke er skattepligtige alligevel, siger han.

Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører Peter Skaarup deler Thomas Rønfeldts bekymring.

- Jeg synes, at det må være relevant at få en forklaring på, hvorfor det her ikke er kommet frem i en videre kreds, og om det vil få betydning for de andre skattesager, som der er tale om. Jeg vil i hver fald gerne overbevises om, hvorfor det ikke er kommet frem fra myndighedernes side, siger han.

Selv om praksisændringen var medvirkende til, at Stephen Kinnock blev erklæret ikke-skattepligtig i Danmark, så mener Thomas Rønfeldt dog ikke, at der er tale om, at Helle Thorning-Schmidt har fået særbehandling af Skat.

- Man har måske en sag, hvor man har kigget lidt dybere i sagen og fundet ud af, at der ikke var belæg for den praksis, man havde opretholdt, og at man derfor ændrede den. Og det er klart, at det har selvfølgelig haft en positiv virkning i den konkrete sag. Men det er ikke en særbehandling. Man har ikke lavet noget specielt for dem, man har bare konstateret en situation, som man ikke mener, der har været belæg for at opretholde i forbindelse med undersøgelse af den sag her, og så har man berigtiget forholdet, siger han.

Har du eller kender du nogen, der muligvis har betalt skat efter reglerne før praksisændringen, og som derfor kunne slippe? Så hører vi gerne fra dig på 1929@bt.dk eller her.

Læs også:


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.