Skats nedprioritering af vurderingssager skyldtes et stort sagspres, og ministeren blev ikke orienteret, siger Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen.

Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen forklarer Skats nedprioritering af vurderingssager, som var gået Skat imod med, at andre sager der blev prioriteret højere.

»Der er tale om, at vi i en kort periode frem til årsskiftet 2014, på grund af en række andre sager, som vi var nødt til at bruge vores ressourcer og kompetencer på, udskød behandlingen af lige præcis den type sagersom vi taler om her til efter årsskiftet i 2015,« siger Skats direktør.

Ifølge Jesper Rønnow Simonsen blev de ankesager, der var gået Skat imod lagt til side for at Skat kunne overholde den lovpligtige tidsfrist i forbindelse med andre sager:

»For eksempel så vi os nødsaget til, for at kunne overholde lovbundne fristerne for årsomvurderinger og andre typer af klager, som vi skulle nå inden årsskiftet, at bruge vores folk på det, og så i mellemtiden nedprioritere den type sager som vi taler om her. Dem har vi så igen prioriteret op igen efter årsskiftet. Vi har fået nedbragt sagsbehandlingstiden til under det halve, og vi regner med at få afsluttet alle de pågældende sager her i 2015,« lyder det fra Jesper Rønnow Simonsen.

Spørgsmål: Var ministeren informeret om beslutningen?

»Det er en beslutning vi har truffet i Skat. Det er vores opgave, at vi løser de opgaver vi nu engang har fået, med de ressourcer og kompetencer som vi har, og i den forbindelse har vi ikke eksplicit orienteret ministeren om at vi havde truffet den beslutning. Jeg betragtede det som en del af vores almindelige driftsansvar,« siger Jesper Rønnow Simonsen.

Spørgsmål: Men når tidligere skatteminister Morten Østergaard (R) allerede for et år siden var ude og sige, at der ville blive rettet op på det her, burde I så ikke have informeret ham?

»Jo altså, der er jo ikke tale om at vi ikke laver de pågældende sager. Det handler om at vi i en kort periode frem til slutningen af 2014, var nødt til at omprioritere nogle ressourcer for at nå andre typer af frister,« siger Skats direktør.

Jesper Rønnow Simonsen beklager samtidig behandlingstiden:

»Det er selvfølgelig beklageligt, at der går for lang tid fra vurderingsankenævn og landsskatteret træffer afgørelse og til, at vi har behandlet vores sager færdige, og det har vi så strammet op på,« siger direktøren for Skat.

Han lover samtidig de grundejere, der har betalt for meget, at de vil få penge tilbage for den tid, de har lagt for meget i Skats kasse.

»Naturligvis. Hvis der er sådan, når vi har gennemgået disse sager, at det viser sig, at nogen har betalt for meget, vil de selvfølgelig få penge tilbage,« siger Jesper Rønnow Simonsen, der også oplyser, at det drejer sig om 12.000 sager.