Peter Skaarup lavede et tweet hvert ottende minut i løbet af statsministerens åbningstale i starten af oktober. Langt ude og stærkt grænseoverskridende, siger Pia Kjærsgaard om tweeteriet.

Dansk Folkepartis egen gruppeformand var blandt de mest aktive folketingsmedlemmer på Twitter, da Folketinget åbnede første tirsdag i oktober.

Under statsministerens åbningsredegørelse, der varede 39 minutter, tweetede Peter Skaarup (DF) således fem gange. Om både Enhedslisten, kravet om flere betjente og folkeafstemningen i næste måned.

Dermed lever gruppeformanden langt fra op til Pia Kjærsgaards (DF) opsang i mandagens BT, hvor Folketingets formand og tidligere DF-formand kalder det »fuldstændig utilstedeligt« at tweete i løbet af åbningsdagen.

»Det er langt ude,« siger Pia Kjærsgaard.

Hun gør det samtidig klart, at hun har haft fat i både Peter Skaarup og resten af Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

»Jeg synes, det var stærkt grænseoverskridende ved åbningsredegørelsen, hvor folk sad og tweetede, altså. Den første tirsdag i oktober burde man lægge telefonen væk. Fuldstændig. Det mener jeg virkelig. Det kan ikke være vigtigere at komme på Twitter end at være opmærksom ved åbningsredegørelsen, hvor alle er til stede - deriblandt kongehuset,« siger Pia Kjærsgaard, da Politiko.dk ringer og konfronterer hende med Peter Skaarups pipperi på det sociale medie.

»Jeg ved det godt. Dansk Folkeparti er ikke bedre end de andre,« siger Pia Kjærsgaard, der selv påpeger, at også DFs sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), var lidt for aktiv på Twitter på åbningsdagen.

Under overskriften »Læg nu mobilen væk« giver Pia Kjærsgaard i mandagens BT sine folketingskolleger en ordentlig opsang og opfordrer dem til at bruge mindre tid på Twitter, Facebook og andre sociale medier og mere tid på debatten i folketingssalen.

»Respekten for Folketingets talerstol skal tilbage. Det er rigets fornemste talerstol,« siger hun til avisen.

Peter Skaarup selv føler sig, trods de mange tweets under åbningen, ikke ramt af Kjærsgaards kritik.

»De sociale medier er blevet en del af en levende demokratisk debat. Og jeg synes godt, at jeg selv - og også mange af mine kolleger - kan finde ud af at være opmærksomme i debatten samtidig med, at man svarer en journalist på en SMS eller en borger på Twitter,« siger han.

Men Skaarup erklærer sig enig i, at for mange folketingspolitikere er for uopmærksomme.

»Jeg er enig i, at det er vigtig med mere fokus på det, der foregår på talerstolen. Der går en joke om, at man bare skal afsløre sin hemmelighed på talerstolen, fordi der så ikke er nogen, der hører det,« siger gruppeformanden.

Blandt flere af Folketingets øvrige partier mener man også, at Pia Kjærsgaard rammer langt forbi skiven.

Flere revser Folketingets formand for at være ude af trit med udviklingen. De sociale medier er en måde at brede debatten ud på - ikke pjæk fra det arbejde, der foregår i folketingssalen, lyder det.

Skipper enig i Kjærsgaards kritik

Hos Enhedslisten er Pernille Skipper (Ø), der er særdeles aktiv på Twitter, fuldstændig uenig i Pia Kjærsgaards kritik af aktiviteten på de sociale medier.

»Hvorfor skal debatten holdes inde i glasklokken Christiansborg? Hvorfor må andre borgere ikke være med? Er det fordi, kun de 179 folketingsmedlemmer er fine nok?« lyder det.

»Jeg synes, det er ærgerligt, hvis Pia Kjærsgaards eneste vision som ny formand for Folketinget er at være moster skrap. Hun har brugt de sidste uger på at irettesætte folk, korrekse hvordan man taler, og påtale om man tweeter. Det er visionsløst, hvis det er det, hun har at byde på,« siger Pernille Skipper.

Nyvalgt folketingsmedlem for Liberal Alliance Laura Lindahl (LA) mener, at tiden er løbet fra Pia Kjærsgaards måde at tænke på.

»Det handler ikke om respektløshed over for åbningsdebatten eller noget. Tværtimod er det et udtryk for respekt for demokratiet og et forsøg på at åbne debatten op og give borgerne et indblik i det, der foregår,« siger hun.

Også Socialdemokraternes Magnus Heunicke (S) melder hus forbi på Pia Kjærsgaards kritik.

»Mange borgere er på Facebook eller Twitter, og derfor er det en måde at brede den demokratiske debat ud på, når vi skriver opdateringer der,« siger den tidligere transportminister.

SFs gruppeformand, Jonas Dahl (SF), giver i et tweet udtryk for det, der mildest talt må siges at være uenighed med Pia Kjærsgaard.

Under hashtagget #nårenformandgårismåsko (når en formand går i små sko, red.) kommer han med følgende bandbulle mod Folketingets formand:

»Fandme en patetisk formand Folketinget har fået, når man anklager folk uden at have styr på fakta.«

Over for Politiko.dk siger Jonas Dahl, at Pia Kjærsgaards kritik er en ommer.

»De sociale medier er en del af det 21. århundrede. Det er en måde at brede debatten ud på. Det er et fåtal, der sidder og ser med på Folketingets TV-kanal. Derfor er Twitter og Facebook en mulighed for at brede debatten ud,« siger han og retter skytset mod Pia Kjærsgaard:

»Det her vidner om en formand, der ikke er fulgt med tiden. Det er på tide, hun kommer ind i det 21. århundrede.«

Det har Pia Kjærsgaard dog ikke meget til overs for.

»Var det ikke ham, der sad og spillede på sin iPad og måtte bakke på det?« spørger Pia Kjærsgaard og henviser til, at Jonas Dahl har mødt megen kritik for, at han under åbningsdebatten 8. oktober blev fotograferet, mens han spillede spillet »Madden NFL«, et amerikansk football-spil.

»Han må jo selv om det. Jeg kan ikke stå og løfte pegefingeren. Men jeg har ret til at rejse debatten, og det vil jeg. For jeg kan mærke, at det ærgrer rigtig mange ude i landet. Jeg skal ikke rejse mig og kræve, at de slukker mobilen. Men jeg synes heller ikke, det er så godt, og jeg mener i øvrigt ikke, at det tilhører det 21. århundrede at sidde og spille spil under en folketingsdebat.«

Jonas Dahl afviser Pia Kjærsgaards kritik og siger til Politiko.dk, at han sagtens kan være både deltagende i en folketingsdebat og være på sociale medier og give sig selv lov til at holde en kort pause midt i en lang debat, uden at det betyder, at han ikke passer sit arbejde.