Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, der deltog i TV2-programmet ‘Velkommen til virkeligheden’, finder det trist, at Mette Hansen igen er arbejdsløs.

- Jeg er ærgerlig for Mette og hendes børn, at det ikke lykkedes hende at holde fast i jobbet. Jeg tror, at både hun og børnene havde brug for, at hun kom i varig beskæftigelse, så de fik en succeshistorie, siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han angriber nu TV2 for at have brugt en forkert case i programmet, som skabte stor debat om landets 134.600 kontanthjælpsmodtagere.





Fungerer ikke

- Jeg synes, at det her viser, at enten var TV2s brug af hende som case helt ude i hampen. Ellers er hun bare doven. Jeg tror mest på det første, siger han og fortsætter:

- Alle sager med kontanthjælpsmodtagere er som udgangspunkt individuelle. Men jeg synes, at den her sag viser, at det kærlige puf mod flere kontanthjælpsmodtagere skal være lidt hårdere. Hvis der fra jobcentrets side er gjort en indsats for at gøre personer klar til et job, og man vurderes til at kunne arbejde, skal man simpelthen yde noget for samfundet.

- Et af problemerne i vores samfund er, at vi ikke har stillet tilstrækkeligt med krav til danskere i alt for mange år, siger han.