SFs bagland skal formentlig ikke regne med at få opfyldt drømmen om at komme i regering lige med det samme, fastslår gruppeformand Jonas Dahl.

Et halvt år efter, at SF trådte ud af regeringen, mener en stor del af partiets bagland ifølge Berlingske, at partiledelsen skal gå efter at få endnu en tur i magtens centrum. Men det ligger ikke i kortene, hvis der bliver udskrevet valg i den nærmeste fremtid, mener SFs gruppeformand, Jonas Dahl (SF).

»Jeg tror ikke, vi er klar til det lige nu. Men det er positivt, at vores bagland bakker op om det langsigtede mål om, at vi på et tidspunkt skal i regering igen, som Pia Olsen Dyhr (SF) også har sagt, da hun blev formand,« siger Jonas Dahl og fortsætter:

»Hvis vi skal i regering igen, så kræver det et styrket SF, og det kræver et SF, der står så stærkt i forhold til de andre regeringspartnere, at vi er i stand til at få rigtig meget af vores politik igennem.«

Gruppeformanden understreger, at SF har gjort sig nogle erfaringer fra regeringssamarbejdet med de Radikale og Socialdemokraterne, som de forlod i januar 2014.

»Det betyder, at vi vil gøre os nogle andre overvejelser og sikre os, at mere af SFs politik kan komme igennem, hvis vi skal overveje at gå i regering igen,« siger Jonas Dahl.

Spørgsmål: Men set i lyset af, hvordan det gik sidst, hvorfor så overhovedet overveje at gå i regering igen?

»Politik handler også om indflydelse og om at forandre tingene og trække dem i den rigtige retning. Og hvis vi vurderer, at det kan vi, hvis vi sidder i en regering, så påhviler der os også et ansvar i forhold til at få gennemført SFs politik,« siger Jonas Dahl.

Partiformand Pia Olsen Dyhr siger i torsdagens udgave af Berlingske, at hun ikke umiddelbart ser SF som regeringsparti efter næste valg.