SF i Randers er så rasende over regeringens skatteaftale med de borgerlige, at man opfordrer partiet til at trække sig fra forliget, også selv om det koster pladsen i regeringen.

- Det er ikke SF-politik at sende regningen for krisen til de arbejdsløse. Slet ikke. Det ligger faktisk så langt fra vores politik, at jeg mener, vi er nødt til at træde ud af forliget, siger Alice Mølbæk, formand for SF i Randers, til eb.dk.

- Hvis vi ikke kan træde ud af forliget, uden vi også træder ud af regeringen, er vi klar til at betale den pris, siger hun.

SF i Randers sender nu et kritisk brev til medlemmerne af SFs landsledelse med kravet om, at SF trækker sig ud af forliget. Hvis ledelsen ikke vil det, mener de randrusianske partimedlemmer, at der er brug for et ekstraordinært landsmøde.

Kasper Fuhr Christensen, SF-leder i Randers Byråd, er lige så kritisk som partiforeningen.

- Det pisser mig af, at regningen for bankernes finanskrise havner hos dem, der har mindst skyld i krisen, siger han til eb.dk.

BNB