En stribe SFere kræver på partiets landsmøde ændrede dagpengeregler. SF-formand Annette Vilhelmsen erkender, at dagpengeformen er »for barsk«.

Debatten om dagpengene raser på SFs landsmøde, der i denne weekend bliver afholdt i København, hvor stribevis af SFere kræver, at dagpengereglerne bliver ændret.

Fra talerstolen i Falconersalen på Frederiksberg kastede SF-formand Annette Vilhelmsen (SF) sig direkte ud i diskussionen, da hun i sin tale kaldte dagpengereformen, der halverede dagpengeperioden og gjorde det sværere at få ret til dagpenge, »for barsk«.

»Måske var det alligevel ikke den bedste idé at halvere folks dagpengeperiode midt i en økonomisk krise,« sagde SF-formanden, hvilket udløste det største bifald under talen fra en sal fyldt med stående SFere.

Meldingen møder ros fra flere SFere.

»Vi har altid i SF ment, at en halvering af dagpengeperioden var simpelthen det dummeste, man kunne gøre,« siger sundhedsordfører Özlem Cekic (SF), der dog ikke vil komme med forslag til, hvordan man skal ændre reglerne.

»Annette siger jo faktisk i dag, at vi ikke mener, at problemet er løst, og derfor er der også et møde med Finansministeriet, hvor man skal diskutere, hvad man skal gøre, og det ser jeg faktisk meget frem til.«

Også skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ser med alvor på situationen.

»Det er noget, vi skal tage alvorligt. Vi skal tage alle store samfundsproblemer alvorligt,« siger han.

Politisk leder af SF i København, sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF), er dog ikke bange for at pege på konkrete løsningsmuligheder.

»Jeg tror, at det er det med optjeningen af dagpenge, der kan gøre en stor forskel. Jeg ser gerne, at hele paletten bliver rullet ud, og at man også ser på at forlænge dagpengeretten, men jeg synes, det er den første del, man skal fokusere på først,« siger hun.

Fra talerstolen tordnede flere SFere også imod forringelserne.

»Jeg vil sige det klart og tydeligt, at SF aldrig har stemt for de dagpengeforringelser, der betyder, at 15.000 mennesker har mistet deres dagpenge. Det er ikke SF-politik,« lød det fra Tonni Hansen fra Sydfyn.

Poul Overlund-Sørensen fra Bornholm pegede på behovet for en permanent løsning.

»SFs position er naturligvis, at vi som danskere skal have et forsørgelsesgrundlag og ikke ende i armod, mens vi venter på opsvinget,« sagde han og kaldte akutjobbene »spændende nytænkning«, der bare ikke virker efter hensigten.

»Da ordningen blev præsenteret af Helle Thorning og Bjarne Corydon ,var det med ambitionen, at vi fik en fuld og dækkende løsning. Det er en rigtig god ambition. Nu skal de fastholdes på den,« sagde han.

SFerne skal søndag stemme om partiets holdning til dagpengereglerne. To SFere, Simon Tøgern fra SF Nørrebro og Karsten Hønge fra SF Odense, har foreslået, at man i landsmødeudtalelsen skriver, at SF vil »arbejde for en modernisering og forbedring af dagpengesystemet« og at »26 ugers arbejde skal give ny dagpengeret«.

De SFere, der på forhånd har sat næsen op efter at få dagpengeperioden forlænget, kan dog godt slukke håbet igen.

»SF accepterer, at i denne regeringsperiode er der en toårig dagpengeperiode,« sagde Annette Vilhelmsen, da hun kom ned fra talerstolen.

SFs landsmøde slutter søndag eftermiddag.