Ydmygelsen af Villy Søvndal skaber en dårlig stemning. Kritikerne hævder, at der ikke længere er så højt til loftet i SF.

Det ligner et mønster. I denne uge trak Mattias Tesfaye sig fra næstformandsposten i SF og opgav sit kandidatur til Folketinget for Køgekredsen. For et par år siden kaldte alle ham for en lysende stjerne, et naturtalent i politik og en gave til partiet. Han scorede flest stemmer af alle ved hovedbestyrelsevalget i 2010. I dag er han fortid. Sådan skriver BTs politiske journalist Søren Mortensen i en kommentar.

Han skriver videre:

I sidste uge blokerede Annette Vilhelmsen for, at Villy Søvndal kunne ansætte SF’s afgående pressechef Tasja Parize som sin særlige rådgiver i Udenrigsministeriet. Sagen har ikke været realitetsbehandlet i regeringens særlige bedømmelsesudvalg for den slags ansættelser.

SF-formanden satte foden ned, inden sagen nåede så langt. Derfor kan man uden tøven konkludere, at Tasja Parize blev droppet af politiske grunde. Under formandsvalgkampen forholdt hun sig neutralt, men kilder i partiet antyder, at de to undervejs havde et par mindre sammenstød.

Muligvis af den grund var det uholdbart, at Tasja Parize kunne fortsætte som pressechef. Men at Annette Vilhelmsen nu også har spændt ben for, hvem Villy Søvndal vil have som sin personlig rådgiver i sit eget lille reservat på Asiatisk Plads, har rystet flere SF’ere på Borgen. Hvorfor skal hun ydmyge Villy på den måde, spørges der.

I oktober trak Ole Sohn sig som minister og kom på den måde efter alt at dømme sin egen fyring i forkøbet. Så hurtig var Thor Möger Petersen ikke. Denne unge politiske begavelse, som var med til at smede alliancen med S og gøre SF regeringsdueligt, er også fortid.

Det foreløbige facit er, at fire SF’ere, som hver på deres måde har præget partiet på ledende poster, er gået, blevet gået eller slet og ret er blevet udrenset.

Tilbage på den tabende fløj er fire ministre, en politisk ordfører og en række medlemmer af folketingsgruppen. Det vidner om, at de såkaldte arbejderister – strømningen som ønskede, at SF blev en tydeligere lønmodtagerparti for de lavtlønnede – stadig har en platform. Man kan dårligt kalde udrensningen massiv.

På den anden side kan man heller ikke påstå, at der er voldsomt højt til loftet, når næste alle de unge politikere, som man engang talte med til ’børnebanden’, er ude. Blandt dem også Christine Antorini, Peter Goll og Morten Homann.

Ved sin afgang lod Mattias Tesfaye en bemærkning falde om, at SF mere har skiftet personer end politik. Den tabende fløj kan dårligt tillade sig at brokke sig over, at Annette Vilhelmsen vil sætte sit eget hold og gennemføre det politiske kursskifte, som hun fik et meget klart mandat til. Men de kan holde hende op på, at hun også blev valgt på, at SF under hendes ledelse skal være et levende og bredt favnende folkeparti. Udfordringen for hende bliver at sikre, at de mange unge, der meldte sig ind under Villy Søvndal, ser en fremtid i partiet. Under Villy voksede partiet markant, og SF gik frem i kommunerne, regionerne og i Europa-Parlamentet. Det kommer hende til gode nu.

Mange steder har SF imidlertid kun fået indflydelse lokalt, fordi man samarbejder med socialdemokraterne og kan lune sig i skyggen af en stærk storebror.

Hvis S risikerer at miste et hav af borgmesterposter ved kommunalvalget næste år, er det slut med at hygge sig i smug. Da må hun beslutte, om hun vil hente stemmer fra Thorning-Schmidt eller fra Schmidt-Nielsen. Begge dele kan ikke lade sig gøre.

Læs hele kommentaren HER og deltag i debatten (virker ikke på mobilen)