SFere i åben strid om formandsvalg
To SF-politikere på Christiansborg kritiserer Steen Gade for at bryde partiets interne aftale om »kun at tale godt om den kandidat, man bakker op«.
To SF-politikere på Christiansborg kritiserer Steen Gade for at bryde partiets interne aftale om »kun at tale godt om den kandidat, man bakker op«.
Den interne uenighed i SF om, hvem der skal være partiets nye formand, ryger ud i offentligheden, skriver Information.
To af Annette Vilhelmsens støtter på Christiansborg beskylder nemlig klimaordfører Steen Gade for at bryde en intern aftale, der var lavet om partiets følsomme formandsopgør.
- Vi havde en aftalte i folketingsgruppen om, at vi ikke taler dårligt om en kandidat. Man taler kun godt om den kandidat, man bakker op. Den aftale synes jeg, Steen bryder, siger EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen til Information.
Hun mener sammen med Karina Lorentzen Dehnhardt, at Steen Gade brød sin aftale i et interview med Interview, da han sagde: »Jeg vil ikke sige noget negativt om Annette. Men jeg mener, at situationen er usikker. Det politiske projekt er usikkert. Jeg synes ikke, at jeg kan se nogen klar linje. Det synes jeg til gengæld, jeg kan hos Astrid«.
- Jeg synes, det er dårlig stil af en garvet politiker som ham, der selv har prøvet at være i et formandsvalg. Det er underligt, og han burde vide bedre end at bidrage til en skræmmekampagne om, hvad der sker, hvis Annette Vilhelmsen bliver valgt, siger Lisbeth Bech Poulsen til Information.
Karina Lorentzen Dehnhardt bakker op.
- Jeg troede, vi havde en klar aftale om, at man kunne rose den kandidat, man synes er mest egnet, og så i øvrigt holde sig fra at kritisere den anden kandidat. Det er der så tilsyneladende et folketingsmedlem, der ikke er enig i. Det er ærgerligt, fordi det her kan blive en meget lang og træls valgkamp, der kan splitte SF i stedet for at samle SF, siger hun til Information.