Rejsekortets rabatter skal gælde for alle på tværs af takstområder, foreslår SF i forbindelse med de igangværende finanslovforhandlinger.

Alle pendlere skal have adgang til Rejsekortets rabatter. Det mener SF, som vil fremlægge et forslag om at udvide den nuværende rabatordning for finansminister Bjarne Corydon (S) ved finanslovforhandlingerne for 2015. Det skriver Politiken.

I dag kan man få 20 procent rabat, når man rejser med rejsekort uden for myldretiden; men kun inden for ét takstområde, med mindre man er ung eller pensionist.

»Vi vil gerne udvide den rabatordning, der allerede eksisterer i dag,« siger finansordfører for SF Jonas Dahl (SF) til avisen og tilføjer, at en udvidelse af rabatordningen på tværs af takstområder kan nedbringe antallet af pendlere i myldretiden, da det vil blive billigere at rejse på ydertidspunkter.

Forslaget vil ifølge SF koste omkring 100 millioner kroner at gennemføre. SF vil desuden have afsat fire milliarder kroner til letbaner.

Enhedslisten bakker op om begge forslag, fortæller partiets gruppeformand, Per Clausen (Ø), til Politiken. Han oplyser desuden, at Enhedslisten netop har fremlagt et forslag om at støtte letbaneprojektet i Aalborg med 815 millioner kroner.

Finansordfører for Socialdemokraterne Jesper Petersen (S) oplyser i en skriftlig kommentar til Politiken:

»Vi noterer os selvsagt SFs ønsker og krav, ligesom vi gør med de ting, som Enhedslisten spiller ud med. Nu pågår forhandlingerne så, og dem tager vi ved forhandlingsbordet med partierne«.